IMG_69932557067929

 

Idag skulle de danske piger spille deres anden kamp ved turneringen i Bologna, og denne gang var modstanderen Gibraltar. Danskerne blev meget overraskende sendt til gærdet og endnu en gang var det Juliet Christensen og Line Østergaard, der åbnede. De fortsatte, hvor de slap igår og gav os en rigtig god start indtil Line blev løbet ud. Herefter kom Charlotte Pallesen ind og fortsatte hvor Line slap, men der gik ikke længe før end Juliet blev stokket ud. Næste gærdespiller var Anne Østergaard, og hun gik frisk til den fra start af. Charlotte og Anne blev sammen indtil næstsidste bold af inningen, hvor også Anne blev løbet ud. Danskerne endte med 126 for 3, hvilket var en god score på en meget langsom bane. Danske topscorere blev Anne Østergaard med 40 og Line Østergaard med 32.

Da danskerne kom i marken, var der ligesom igår succes allerede i  første over, hvor Line Østergaard griber det ene åbningsgærde på Aadila Jiwani’s kastning. Og det går helt galt for Gibraltar på første bold andet over, hvor Luise Christensen kaster det andet åbningsgærde ud. Pigerne fra Gibraltar virkede meget nervøse og man skulle hen til 5. og 6. gærdet førend Gibraltar får etableret en lille gærdestand, men danskerne skulle vise sig for stærke og Gibraltar ender med 69 all out. Bedste kastere for Danmark var Camilla Østergaard med 4 for 5 og Luise Christensen med 3 for 14.

Lørdag venter der 2 kampe for de danske piger, hvor vi møder hhv. Italien og Belgien.