Hvor bliver vores modstander af?

Hvor bliver vores modstander af?

 

7 aflyste ungdomskampe på et dårligt grundlag

Rimelig opmuntret oven på et velbesøgt og positivt repræsentantskabsmøde, kom man hurtigt ned på jorden igen, da man efter denne weekends indendørs kampe kunne konstatere, at 7 lilleput/drengekampe måtte aflyses med den værst tænkelige begrundelse nemlig forglemmelse fra leder/trænerside. KBs lilleputter om lørdagen og Køges drenge om søndagen (det var aldrig sket i Preben Feldts velmagtsdage) begge dage i Schneekloth-Hallen.

 Taget i betragtning alle de mange positive tilkendegivelser og ideer på hvordan man kommer videre med udviklingen i dansk cricket, var disse afbud noget af en spand kold vand i hovedet. DCFs bestyrelse har hyret den tidligere sportschef i Team Danmark Susanne Hedegaard Andersen, som nu arbejder som en slags udviklingskonsulent der tilbyder specialforbund, der trænger til en slags nytænkning og ideer om hvordan man på en bedre måde kan udvikle fx Dansk Cricket-Forbund  – lige fra den mindste lilleput til de bedre seniorer i cricketsporten. Susanne gjorde et godt indtryk og kom med mange gode input, således blev vi delt op i grupper for at diskutere hvad vi egentlig ville med dansk cricket, og hvad vi mente der skulle ændres og gøres bedre? Så ville Susanne Hedegaard samle alle de indtryk af sine møder med DCF-bestyrelsen og andre klubfolk og efterfølgende fremkomme med sin evaluering og uforbeholdne mening med det arbejde der pågår i DCF på alle fronter, og efterfølgende stille nogle spørgsmål og forslag på hvad der måske kunne ændres.

Som nævnt var der mange ivrige klubledere/trænere, der havde gode ideer om hvordan cricketspillet får fremgang. Men dette her, hvor en arrangørklub og en flok spændte ungdomsspillere forgæves står og venter på deres modstander, er bare ikke godt nok. Det er ikke på den måde man får ungdom på – her kan forbundet ikke hjælpe med noget som helst.

 Budskabet er ikke at hænge nogen klubber ud, men mere for at illustrere, hvor vigtigt det er at vi på lederfronten ”fejer” foran vores egen dør. Vi talte meget om på omtalte møde, hvor vigtigt det er at have ”ildsjæle” i klubben. Af samme grund er det også vigtigt, at man i denne gruppe formår at bevarer ”gløden/ilden”, og holder de unge til ilden. Ellers er det jo bare tomme ”spildte guds ord på Balle-Lars” .

Jørgen Jønsson