Danmark tabte til favoritterne fra Afghanistan med 89 points

Som ventet fik det danske hold det meget svært mod Afghanistan, som af nogle eksperter er tippet til at vinde denne VM-kvalifikationsturnering.

Vi tabte lodtrækningen og blev sendt i marken af den afghanske anfører Nawroz Mangal.
De første 12 overs havde vi præsteret at holde den stærke modstander ganske pænt i marken, og havde to afghanske gærder nede for 89 points. Men i de sidste 8 overs lagde de offensive afghanske gærdespillere yderligere 83 points oven på totalen, som endte på 172 for tabet af 5 gærder. Bedste danske kastere var de to Svanholmere Sair Anjum og Bobby Chawla med hver to erobrede gærder for 34 og 36 points.
Selv om Basir Javed endnu ikke har taget nogen gærde ved dette VM, var han igen den mest økonomiske bowler med sine 4 overs der kun kostede 22 pts.

Hvordan stemningen har været på det danske hold, hvor opgaven hed 173 på de 20 overs, for at overtrumfe, og hvis ikke, så dog komme på den anden side af 100 pts, mod et klassehold, som har en kasteside der matcher deres gærdespil, må stå hen i det uvisse.

Det viste sig hurtigt, at vi havde svært ved bare at overleve – vores bedste kort Frederik Klokker røg allerede i den 3 over, og efter halvdelen af de tilladte overs (10) var afviklet, havde vi 6 gærder ude for kun 40 pts. Vi fik skrabet 83 pts. sammen i de 20 overs, med Kamran Mahmood som stort set det eneste lyspunkt, han score 25 på 32 bolde. Ellers var der kun Michael Pedersen (13 pts) og Basir Javed (11), der var tocifrede.

Resultaterne i vores gruppe i dag, hvor Bermuda noget overraskende var ved at slå Holland, tabte med kun 4 pts,, og hvor Papua New Guinea lige så overraskende slog de hidtil ubesejrede Nepal er nu, at vi ligger næstsidst i puljen med 2 pts. Puljen føres af Afghanistan der har maksimum 6 pts. efter de første 3 kampe.

Når man kigger på statistikken over det danske holds gærdespil efter de første 3 kampe, må vi konstatere, at vi ligger dårligst af alle hold med et gennemsnit på kun 4,77 scoret pts. pr. over, hvilket kun giver os en gennemsnits halvleg på 95,4.

Nu kan man passende hævde, når Bermuda kan ryste Holland, så burde vi da også kunne?
Svaret kommer i morgen tidlig dansk tid, hvor kampen starter kl. 7.00.

Jørgen Jønsson