Tag på DIF Træner 1 og 2 i Brøndby og Århus

Så er der godt nyt til trænere, der gerne vil klædes bedst muligt på til trænerrollen – og til forbund, som gerne vil uddanne nye trænere. DIF Uddannelse udbyder en ny runde af den idrætsteoretiske del af træneruddannelsen.

Hvert år kaster tusindvis af frivillige sig ud i rollen som træner. En del af dem vælger samtidig at blive klædt bedst muligt på til trænerrollen ved at tage en træneruddannelse. Du har nu muligheden for at tage den idrætsteoretiske del af træneruddannelsen, dvs. DIF Træner 1 og DIF Træner 2 i både Århus og Brøndby. Den idrætsspecifikke del står dit specialforbund for.

Den gode træner
Ifølge en undersøgelse fra IDAN peger idrætsudøverne på, at de tre vigtigste egenskaber hos træneren er:

– At træneren er god til at lære fra sig

– At træneren er god til at tilrettelægge og tilpasse træningen

– At træneren er engageret og tager sin opgave alvorlig

Den gode træner skal altså ikke bare mestre taktik og teknik i sin idræt men også vide noget om konditions- og styrketræning, skader, kommunikation og meget mere.

DIF Træner 1 og 2
På DIF Træner 1 og DIF Træner 2 tager vi fat på mange af de aspekter, der knytter sig til det at være træner – fra trænerrollen, fysisk træning og skader til træningsplanlægning og præstationsfremme. Med andre ord bliver du klædt godt på til rollen som træner både på og udenfor banen.

Du kan læse mere om uddannelserne i folderen DIF Træner 1 og 2_web. Vi udbyder begge uddannelser tre gange i løbet af det næste år. Du finder tid og sted i folderen, hvor du også kan læse mere om pris og tilmelding.

Sidste frist for tilmelding er 19. august 2013.