61 cricketbaner og 764 skoleelever var det, der skulle til for at slå danmarksrekorden i cricket.

Viborg Kommune havde inviteret samtlige af kommunens 5. klasser til sportspraktikdag. Børnene skulle prøve kræfter med forskellige sportsgrene og slutte dagen af med et rekordforsøg i cricket.

Et kvarter før rekordforsøget skulle fløjtes i gang, valgte vejrguderne at vende bunden i vejret på regntønden. Men lidt vand i håret kunne ikke afskrække de mange børn. På overraskende kort tid blev de 122 hold fordelt ud på banerne, hvorefter der blev spillet 61 kampe på én og samme tid.


Repræsentanter fra Børnenes Rekordbog var til stede og kontrollerede, at alting gik rigtigt til. Efterfølgende var de meget imponerede over de viborgensiske børn.

Til stor jubel blev dagen sluttet af med meddelelsen om, at rekorden ville komme med i næste udgave af Børnenes Rekordbog, der udkommer til efteråret.