Den tidligere Morsingbo kommer på en interessant opgave

Morten Hedegaard er dags dato udnævnt til ny landstræner sammen med Bret Mulder for det danske cricketlandshold.

Morten, som har fået sin cricketopdragelse i Nykøbing Mors, skal i det ”daglige” styre træningen på hjemme-fronten, og når det danske landshold kommer ud i konkurrence, træder den hidtidige landstræner Bret Mulder til.

Morten Hedegaards lange karriere som spiller sluttede i 2009, og han spillede i alt 88 landskampe, på de lidt over 18 år, han deltog på landsholdet.

Han tog 90 landsholdsgærder, hvor han bowlede 646 overs, og hvor modstanderne scorede 2509 points på hans bolde. Ved gærdet blev det til 979 scorede points i 77 innings med et gennemsnit på 16, 6.

Morten var en god allrounder, der mange gange på de prekære tidspunkter tog sagen i egen hånd og enten stoppede mandefaldet ved gærdet, eller som kaster tog et eller to vigtige gærder på det rigtige tidspunkt.Denne evne skal den sinddige nordjyde nu prøve at overføre til spillerne på landsholdet, og det er altid rart, at man over for spillerne kan udvise sit eget værd som tidligere topspiller.

Morten har allerede prøvet lidt af atmosfæren som elitetræner, da han har fungeret som ungdomselite træner de sidste par år.

Hans første reelle opgave bliver et par kampe midt i juli, hvor to udvalgte danske hold spiller mod Tyskland i Husum.

Den mere alvorlige del af jobbet kommer dog først sent på efteråret, hvor Danmark deltager i World Cup i division 4. Både dato og spillested er endnu ikke fastsat.

Rygterne siger, at Morten Hedegaard fortsætter med at spille for Herning i elitedivisionen, så kan han også stadigvæk danne sig et indtryk af, hvem han fremover vil bruge på det danske landshold.

Den nye landstræner scorer her en sekser mod Nørrebro

 

Jørgen Jønsson