fantastisk start af Ajantha Mendis som tog 6 gærder for 8

Arme Ole Mortensen, som uforskyldt måtte finde sig i at være mundlam i den sidste del at premierekampen mellem værterne fra Sri Lanka og Zimbabwe. Det skete da Zimbabwe stod inde med ca. 85 points for 7 gærder, og hvor kampen var afgjort.

Man kommer uvægerligt til at tænke på sidste gang, da Euro Sport viste Twenty20-cricket, da brød man et par gange i turneringen væk midt i en spændende kamp, fordi der skulle starte en 2.Bundesligakamp i fodbold, som havde første prioritet. I dag var der tale om et ganske almindeligt uheld, hvor forbindelsen åbenbart gik ud, og hvor vi den næste halve times tid, blev vidne til en form for highlight, hvor vi så de samme situationer fra kampen igen og igen. Pludselig efter en halv time kom der billeder fra kampens afslutning, hvor stakkels Hr. Mortensen meddelte, at Sri Lanka havde vundet kampen uhørt stort. Det må ikke have været særlig morsomt for Ole, når denne totale kaos der hersker, når Euro Sport skal vise alternative idrætsgrene.

Jeg er godt klar over, at denne aftale med at sende næsten halvanden måneds cricket, nok ikke koster Euro Sport ret mange penge. Det bliver formentligt brugt som en slags ”dåsemad”, hvor man ikke engang kan gå til mikrofonen og beklage, at man har mistet forbindelsen til Sri Lanka.

Kritikken har intet med Ole Mortensen at gøre, han er kommet på en uriaspost – det er i forvejen utrolig svært, at sidde i en lille boks hjemme i Danmark, og kommentere fra dette store cricketstadion i Sri Lanka, stort set uden at få alt for mange informationer derude fra.

Denne turnering, som alle cricketinteresserede glæder sig til at følge, bliver forhåbentligt ikke afbrudt alt for meget i de kommende kampe. Så er hverken vi eller Euro Sport tjent med disse udsendelser. Sidst fortale chefen for Euro Sport mig, at den danske del af disse udsendelser ikke havde mulighed for at bestemme hvornår man måtte afbryde cricketkampene. Det var som chefen sagde, et spørgsmål om prioritering, og her stod 2-bundesligakampe i første række.

En anden problematik er måske, skal en sådan turnering, fra Euro Sports synsvinkel bruges til at udbrede cricketsporten til flere seere end dem der ved noget om cricket i forvejen, skulle man måske lade nogle af de crickettekniske udtryk ligge og forklare, at en dårlig runrate er en lidt langsommelig score, og legsiden er ben- siden, og at en fastbowler er en hårdkaster, en slowbowler er en der kaster blødt osv. osv.

Vi ser stadigvæk frem til de mange forhåbentlig spændende kampe, og uden afbrydelser, som et par film-TV kanaler tit reklamerer med.

Jørgen Jønsson

 

J