Zameer Khan - En glad dansk åbner er lettet efter en koncentreret indsats

Zameer Khan – En glad dansk åbner er lettet efter en koncentreret indsats

Landsholdets weekendtur  til Sussex tog i dag sin ende, da kamp 2 mod Guernsey blev vundet, hvor Danmark cementerede, at de er klasser bedre end holdet fra ICC division 6.

Kampen blev spillet på samme pitch som i går, og dennes dæmoner var blevet opbrugt, hvorfor den absolut ingen farer kunne tilbyde til kasterne, som kastede i 22 grader med bagende sol.

Danmark var i marken først, og Amjad Khan fik sig et hvil. Aftab Ahmed åbnede med Anders Bulow, og virkede virkelig skarp i at ramme de rigtige steder på græspitchen. Den hvide bold bevæger sig meget, og hvis man først kan mestre at kontrollere denne, kan enhver pacer være et farligt våben. Aftab fik den igen i dag til at bevæge begge veje i hans første spell, dog uden nogle gærder for 9 point. Anders Bulow fik lov til at åbne i Amjads fravær, og kastede 3 overs for 13, og tog det første gærder grebet af Taha Ahmed bagi. Kasterne blev afløst af Kasper Rubin og Bashir Shah. Bashir får et gærde i første over, mens Kasper kæmper med at få den rette linje og længde på sin kastning. Det er tydeligt at se, at der ingen ting var i pitchen, og Guernsey valgte at batte med omhu og bygge roligt til scoren. Jeremy Frith og Oliver N. holdt sammen og scorede begge half-century, uden virkelig at forsøge at forcere. Kamran Mahmood og Hamid Shah kastede hver 10 overs off-spin, og fik begge 3 gærder. Begge varierede farten, længden og linjen til næsten perfektion, og turde at give bolden luft, tiltrods for at banen fremover knap var 60 meter. Guernsey endte på 244 for 10 på 49.3. Vi præsterede 38 ekstras, hvoraf 25 var udenom. Alt for løst kastning til tider.

Aftab Ahmed 9.4-1-41-1. Anders Bulow 3-0-13-1. Kasper Rubin 6-0-40-0. Bashir Shah 7-1-36-1. Hamid Shah 10-0-35-3. Michael Pedersen 4-0-24-0. Kamran Mahmood 10-0-44-3.

Svanholms næstformand Søren Nissen må have haft et smil på læberne, når nyheden om, at Zameer Khan lavede sit første century ramte Svanholm Park. Zameer Khan som i går blev rost for sin halvleg, er nok engang manden som skal roses, da han dannede markerpar med Shehzad Ahmed. Vi var flyvende fra starthullerne, noget som træneren havde forlangt. Derudover var vi i forhold til dagen forinden meget mere dominerende og grænseslagsøgende. Shehzad Ahmed og Zameer har før åbnet en gang sammen på landsholdet. Den gang havde de et partnership på 123 mod Finland, i dag skiltes de først efter 115 efter 16.3 overs. Der var ingen hovedløse slag, eller heldige kanter, men rigtige og aggressive cricketstød som med det korte græstæppe bare røg ud af banen. Shehzad Ahmed tog revanche for i går med en sprudlende 56 på 58 bolde inklusiv 3 seksere. Han fik et par liv, men på nogle hårde caugth&bowled chancer. Michael Pedersen som 3’er 29 på 33 fik indhentet en lettere langsom start, og vi fortsatte med at bygge til totalen. Michaels kastet ud bragte Hamid ind som smed den første bold til 4. Et par bolde efter forsøgte han igen, men fandt kasterens hænder. Taha Ahmed var uheldig med en benfor appel på 9, og Zishan Shah som i dag battede 6’er fik sig 14* da totalen var indhentet.

Tilbage til Zameer Khan og hans century. Zameer har tidligere været uskældt for at løbe dårligt mellem gærderne, men med intensiv fysisk træning med Svanholm og landsholdet kan det ses, at holdet – og han generelt er i bedre form end normalt. Derudover hører det til denne weekend, at Zameer Khan slet ikke var udtaget til turen!!! Naveed Moughal fra KB skulle have været med på turen, men grundet problemer med visum måtte han tages af holdet. Dette gav plads til Zameer, som over weekenden lavede 149 point og så alsidig og aggressiv ud i marken. Om denne geniale weekend er nok til, at Zameer kan få sit navn i den 14-mandstrup der flyver til Singapore i midtjuni bliver sjovt at følge.

 

Landsholdet vender nu tilbage til de regionale træninger forud for Singaporeturen. Weekenden i Sussex har vist massive positive ting, og trænerteamet var glade for at se holdets reaktion oven på den kritik, vi fik for vores batting i går.

 

Skrevet af Aftab Ahmed