Det var en vel tilfreds Frederik Klokker der meget fornemt sluttede sin engelske sæson af på Derbyshires Countyhold i den sidste kamp mod Northamptonshire .
Det var en 4-dageskamp, den sidste i sæsonen, som blev afviklet på Derbys hjemmebane hvor mange tilskuere i 4 dage har set et meget ungt Derbyhold styre kampen mod det ellers så stærke Northampton-mandskab.

Det var en stor udfordring for den unge dansker, som i foråret spillede med i Derbys første kamp mod Cambridge University, men som i denne 4-dageskamp mod Northamptonshire for første gang gjorde sin entre for sin nye klub i en kamp i verdens bedste og hårdeste turnering County Championship-ligaen.
Frederik gjorde en rigtig god figur på førstedagen. Han kom som gærdespiller ind, da der var 4 gærder nede for 92 points, og det lykkedes ham at “overleve” sammen med DJ Redfern i en gærdestand på 40. Frederik scorede 23 points, og blev grebet ud af keeperen på den tidligere sydafrikanske kastestjerne Klusener. Derbyshire scorede ialt 382 for alle gærder, hvorefter de tog alle Northamptonshires gærder for 235.
I 2 innings gjorde Frederik det endnu bedre, og igen var det en gærdestand med DJ. Redfern, på over 90, der satte skub i Derbys gærdespil. Frederik blev i den sidste over i Derbys halvleg igen grebet ud af keeperen O`Brien efter at have scoret 48 points. Kampen endte i øvrigt uafgjort, hvor man nok må sige at det blev noget af et gennembrud for den 24 årige fynbo, som helt sikkert må have sendt nogle positive signaler til Derbys nye træner John Morris.

Denne præstation af Frederik Klokker, rangerer fuldt ud på højde med de resultater Ole Mortensen udførte i sin professionelle tid i Derbyshire. Frederik arbejder meget ihærdigt på at få en fast plads på Derbys countyhold , men i disse nye tider er det meget svært, hvis man ikke har engelsk pas, fordi klubben bliver opkrevet ca. en kvart million kroner, af det engelske forbund for en sæson, hvis man anvender mere end en spiller, der ikke har engelsk pas. Det siger sig selv, at Frederik, der i foråret scorede et century (100 points ) i sin første kamp for klubben, og nu i hans første optræden i countyturneringen scorede henholdsvis 23 og 48 points, ville være et oplagt bud på en fast plads i Derby, hvis han fra næste sæson får erhvervet sig et engelsk pas, nøjagtig som vores anden danske proffspiller i engelsk cricket Amjad Khan, der spiller for Kent CC. Han har nu i de 4 innings, han har spillet i den engelske 1-klassesturnering scoret 214 points med et så fornemt gennemsnit som 71,0.

Tænk hvis man brugte de samme stramme regler i fx. dansk dame-håndbold, hvilken betydning det ville gøre rent økonomisk, og samtidig give mere spilletid til de danske talenter.
Regler for at erhverve sig et engelsk pas foreskriver , at man skal have opholdt sig i England de sidste 6 år i minimum 200 dage om året, og det nærmer Frederik Klokker sig, da han allerede som 18 årig spillede i den berømte engelske klub MCC ( Marylebone Cricket Club ), som har ca. 20.000 medlemmer ) de første 4 år i sin udenlandske karriere.

Den næste store opgave for Frederik Klokker og det danske landshold, er testturen til Kenya den 12. oktober , hvor det danske landshold skal spille 5 kampe mod bla. det kenyanske landshold og et par andre afrikanske lande, inden det går løs med VM-kval.kampe i Namibia i november måned.

Jørgen Jønsson