Selv om det italienske hold viste rimelig god teknik manglede holdet punch

 

Det var første gang Danmark mødte et italiensk ungdomslandshold, og egentlig viste den i ungdoms-sammenhæng nye cricketnation rimelige gode takter. Det italienske hold var nok et bedre markhold end gærdehold, men valgte alligevel at batte først.


Italiens Asif Ali løbes ud

Det gik meget langsomt for de italienske gærdespillere – der var mere tale om ”spagettistød” end reelle ”bøfstød” med saft i fra de ellers rimelige lodret spillende italienere. De første 20-30 overs gav et gennemsnit på 2 points pr. over, hvilket meget sjældent giver grobund for sejr.

Italiens Abdullah Tauqee kastet af Ali Shah

Italien endte med at score 131 points på 48 overs med Abdullah Chowdhury som topscorer med 29 points. Bedste danske bowler var anfører Adeel Akhtar(3 for 35), som med sine legspinnere ganske vist fik vist, at der er en fremtid i hans kastning. Adeel skal dog huske, at han ikke skal ”jabbe” hans afleveringer for hurtigt, uden at stoppe op og tænke og få tid til at ”læse” han modstandere på sin tilbage vej i tilløbet. Det danske hold var ellers i besiddelse af en velkoordineret kasteside – selv om det måske ikke var den helt store prøve man kom ud for med dette lidt slagfattige italienske mandskab. Mads Henriksen virkede for hurtig og farlig for modstanderen, med sin velkontrollerede bowling, ligesom de andre pacebowlere Ali Shah, Stig Hedevang og Lavanish Premachandran supplerede denne kasteform ganske udmærket. Holdets to slowbowlere – før omtalte Adeel Akhtar og Mads Nyeng virkede hele tiden farlig for de italienske gærdespillere. Det var tydeligt, at overfor spin havde man det meget svært. Måske skulle anfører Akhtar have givet sig selv en pause, således at han havde fået to spel hvor han nok var blevet mere økonomisk.

Alt i alt en udmærket dansk markpræstation, hvor der dog var beviser på, at markspillet kan blive bedre – forståelsen med at ”læse” spillet hurtigere og bedre, samt at undgå de for mange ekstra og misfieldnings- hvis holdet skal op i den bedste række.

Mati Malik bliver det tredje offer for keeper Asif Ali

Selv om den danske gærdeside ikke fik den allerbedste start- der var 3 ude for 49 points – var der ikke rigtig tegn på at kampen ville blive spændende. Italiens keeper Asif Ali leverede en fremragende præstation og greb de første 3 gærder ud – Fazan Ahmed, Mads Rasmussen og Mati Malik blev alle ofre for denne gode keeper – inden kampens bedste gærdespiller Mads Henriksen og Lavanish Premachandran lukkede og slukkede med en gærdestand på 80 points. Mads scorede 48 inden han blev grebet ud på et lidt ”forkølet” stød, medens Lavanish gik not out med 20 points.

Det danske hold mistede 4 gærder for at passere den italienske score på 131 points og er nu klar til ”finalekampen” mod Isle Of Man på onsdag. En kamp vi tror det danske hold får mere besvær med end denne ”walk over”, kampen i dag nok må betegnes som.

Talentmassen på dette danske U.17.landshold er oplagt tilstede, og hvis det lykkedes for holdet at vinde på onsdag, må spillerne helt sikkert til næste år belave sig på en helt anden og hårdere turnering, hvor deres deltagelse først og fremmest må blive et led i at udvikle sig på et bedre niveau.

Jørgen Jønsson

 

 

Tæt på for Lavanish……