Keith Dabengwa vil forstærke KB på alle punkter

Keith Dabengwa vil forstærke KB på alle punkter

Har hyret en tidligere testspiller fra Zimbabwe

Der sker sandelig noget på Peter Bangsvej. Den nye formand Shargiil Bashir arbejder virkelig med opsmøget ærmer. Nu har Shargiil Bashir, via sit netværk, som KB-lederen Injam Khokhar udtrykker det, lavet en kontrakt med den glimrende allrounder Keith Dabengwa, som har repræsenteret Zimbabwe i 3 test og i alt 271 repræsentative kampe ODI- og andre forskellige internationale turneringer.

Keith Dabengwa er 35 år og er leftarms-spinner. Efter sigende er han også en meget hårdtslående gærdespiller. Hans CV ser godt ud, og i modsætning til mange tidligere oplevelser, hvor vi tit har fået tudet ørene trætte med superlativer, når en klub får et udenlands navn i deres turban, ser det i dette tilfælde ud til at cricketformanden i KB har gjort et scoop, med denne spiller der også skal fungere som træner for 1.hold og ungdomsafdelingen.

I KB bedyrer man, at det i sær er som træner, ikke mindst i ungdomsafdelingen, at man har hyret denne gode spiller. Håber virkelig at klubben får videreudviklet denne målsætning, som så mange danske klubber de sidste 10-15 år har udtrykt og gennemprøvet, uden de store resultater. Som regel er det endt med, at den til lejligheden hyrede internationale spiller mere kaster sig over eliteholdet, og glemt bliver ungdomsarbejdet.

I Keith Dabengwa, er der ingen tvivl om, at KB her har fået en spiller, der vil være i stand til at dominere elitedivisionen. De meldinger der er tilkommet omkring Keith Dabengwas træner kvaliteter også som ungdomstræner, gør det meningsfuldt at tro, at KB vil få en masse ud af Keiths ekspertise. Hvis man virkelig mener det alvorligt, at ikke mindst ungdomsarbejdet vil blive prioriteret højt, så vil dette engagement blive en stor succes.

Keith Dabengwa vil nok volde elitedivisionens gærdespillere grå hår

Keith Dabengwa vil nok give elitedivisionens gærdespillere grå hår

Hvis vi vender tilbage til KBs elitehold, som fik sølv i år, så er der ingen tvivl om, med dette scoop og med det gode hold klubben på Peter Bangsvej i forvejen råder over, så vil holdet være et godt bud på et DM i sæsonen 2016. Klubben vandt sidst senior-DM i 1958, hvor den tidligere fodboldlegende målmanden Eigil Nielsen (”er du mæ Eigil”), som også var fremragende cricketspiller, førte klubben frem til det foreløbige eneste Danmarksmesterskab under DCF. Mon ikke den fremtidsvisionære KB-formand Shargiil Bashir, sammen med sine hjælpere, satser på at 2016 bliver et historisk vendepunkt for klubben?

Som nævnt har der kun været positive beretninger om Keith Dabengwa og hans bedrifter som både spiller og træner, fra Skotland, hvor han har spillet i 5-6 sæsoner.

Jørgen Jønsson