Kære DCF klubber og cricketledere

 

På bestyrelsens vegne skal jeg hermed ønske jer en god jul og et godt nytår samt takke jer for det arbejde, som I har udført i jeres klubber i 2013.

 

DCF har nogenlunde opretholdt aktivitetsniveauet i 2013, dog skal vi have mere gang i ungdomscricket i 2014. Udviklingen især i Jylland er bekymrende.

ICC Europe er stadig lidt underdrejet efter en del udskiftning blandt medarbejderne. DCF håber på, at der fremover vil blive arrangeret flere turneringer for vores ungdomslandshold, gerne turneringer i den såkaldte low-cost kategori, hvor hoteller og transport blot behøver at være standardklasse. I DCF vil vi fortsætte med selv at arrangere kampe og turneringer for vores bedste ungdomsspillere med Holland, Norge, Sverige og Tyskland.

 

Et par nedslagspunkter fra 2013:

 

  • Landsholdet blev nr. 2 i T20 Europamesterskabet for amatører efter at have slået Guernsey i semifinalen og tabt til Italien i finalen på Hove, Sussex.
  • Landsholdet spillede kvalifikationsturnering i Emiraterne til T20 verdensmesterskabet i Bangladesh og tabte alle kampene. Landsholdet spillede faktisk bedst mod de stærkeste nationer som Afghanistan, Holland og Skotland.
  • U19 landsholdet var til VM-kvalifikationsturnering i Holland og gjorde det over forventning med 2 flotte sejre.  
  • U15 landsholdet spillede mod Norge og Holland på Svanholm Park og vandt 40 overs turneringen.
  • Damelandsholdet spillede en turnering i Italien og blev nr. 2 efter værtslandet.
  • DM i både ODI cricket (50 overs) og T20 cricket samt Elitepokalturneringen blev vundet af Skanderborg Cricketklub. Svanholm Cricketklubs 2. hold vandt Breddepokalturneringen.
  • Svanholm vandt junior- og drengemesterskabet, mens Herning tog lilleputmesterskabet.
  • DCF afholdt 6 bestyrelsesmøder samt 6 forretningsudvalgsmødet i årets løb. Referater fra bestyrelsesmøderne bliver lagt på forbundets hjemmeside i henhold til DIF’s regler.
  • Forty Club fejrede 50 års jubilæum på Svanholm Park og vandt jubilæumsturneringen med deltagelse af Holland, England og Spanien/Sverige.  
  • DCF fejrede 60 års jubilæum med et arrangement på Svanholm Park i slutningen af september, hvor landsholdsspillerne spillede en Øst-Vest T20 kamp.

 

Et udvalg nedsat af DCF har arbejdet med en ny turneringsstruktur for 2014. Bl.a. betyder det, at eliteseniorspillerne i DCF vil komme til at spille flere T20 kampe. Lige p.t. har DCF også drøftelser med DIF om et tiltag, hvor vi en periode vil lade vores udviklingsarbejde være projektorienteret og mere fokuseret. DIF v/ formand Niels Nygaard vil deltage på DCF’s første bestyrelsesmøde i 2014, hvor rammerne for vores udviklingsprojekt bl. a. vil blive diskuteret. DCF vil orientere klubberne så hurtigt som muligt, når vi har vores aftale med DIF på plads.

 

For godt en uge siden har vores udviklingskonsulent gennem 4 år Mikkel Grøn meddelt, at han har sagt ’ja tak’ til et job som ingeniør i en virksomhed i Farum pr. den 1. januar 2014. Det vil sige, at Mikkel vender tilbage til sin ’rigtige’ uddannelse og får gang i ingeniørkarrieren igen. Mikkel har gjort en fantastisk arbejde for DCF og var ankermanden i vores succesfulde integrationsprojekt, som blev afsluttet for godt et år siden. Jeg vil benytte lejligheden til at takke Mikkel Grøn for indsatsen for DCF. Mikkel har været en allround medarbejder med både praktiske cricketkompetencer på banerne og  så nogle unikke IT og præsentationsmæssige evner, som vi kommer til at savne. DCF ønsker Mikkel alt det bedste fremover, og vi ved, at Mikkel stadig vil være at finde som primus motor i AB, som i 2013 deltog med hold i alle 3 ungdomsfinaleturneringer. DCF har et bestyrelsesmøde lige efter nytår, hvor vi drøfter den bemandingsmæssige situation.

 

Held og lykke med klubarbejdet i 2014.

 

Mange hilsner

Thomas Kentorp

Formand

Jul2013