Kan Danmark fortsætte den succesfulde start i ICC World Cricket League

Vi har fået en kanonstart ude i Malaysia. Det danske landshold ser ud til at fungere som forventningerne havde håbet på.

Så langt så godt. Kan holdet fortsætte den gode linje? Svaret må være, ja det kan det godt.

Der er ingen tvivl om, at der nu hersker en god og sund optimisme oven på de to gode kampe holdet har afviklet. Det meste af spillet hat fungeret flot, er meldingerne ude fra Malaysia.

Vores normale svaghed, gærdespillet har indtil nu fungeret godt-vi har scoret 468 points i de to kampe og mistet 19 gærder i bestræbelserne, det giver et gennemsnit pr. mistet gærde på 24,63 og en runrate på 4,68 – Vores to modstandere Tanzania og USA har scoret sammenlagt 222 points for tabet af 12 gærder, hvilket giver et gennemsnit på 18,5, men hvad der er mere interessant, vores modstanderes runrate har været så lav som 3,33.

På gærdesiden er det helt tydeligt, at den er blevet forstærket med de to comebacks fra Carsten Pedersen og Andy Lambert. Der er sikkert nogle skeptikere der vil mene, at fx Carstens to åbninger sammen med Shehzad Ahmed er gået for langsomt – de har brugt for mange bolde- men her glemmer man måske nok den effekt, det indtil nu har betydet for holdets gærdeside.

Andy Lambert ser tilfreds ud med sit comeback

Tidligere har problemet åbenlyst været – det skriver vores trofaste supporter Chris Rawson også i sin beretning fra de to kampe- at vi tidligere ved gærdet faldt totalt sammen, når vores første par gærder faldt ret hurtigt. Ved denne turnering har parolen indtil nu været, at holdet stoler på deres gode bredde, hvor vi har en meget fin blanding af højre og venstrehåndgærdespillere, som anfører Michael Pedersen kan mixe til en større enhed. Fx forfaldt Michael Pedersen som åbningsgærde tidligere nogle gange til at blive for defensiv, fordi han vidste, at meget faldt på at han skulle blive stående de næste 20 overs. Med den nye konstellation ligger der ikke så stort pres på Shehzad Ahmed og Carsten Pedersen, fordi vores gærdeside er blevet noget bredere med de efterfølgende gærdespillere Frederik Klokker, Andy Lambert, Rizwan Mahmood, Michael Pedersen- sidstnævnte i en ny og mere offensiv udgave- samt holdets udråbstegn Aftab Ahmed, som jo i sagens natur ikke behøver så mange bolde for at lave sin halvleg.

Kan vores kastside opretholde de gode takter?

To glade trænere Bret Mulder og Morten Hedegaard

Meldingerne ude fra Malaysia med hensyn til vores ene åbningsbowler Sair Anjum, som endnu ikke har været i kamp, har været meget sparsomme, men på vandrørene har vi hørt, at han har det meget svært med den fugtige varme derude. Efter min mening ærgerligt, en type som Sair Anjum bowler netop på den gode længde med sit inswing, som måske ville kunne gøre sig på de fugtige halvflade pitche i Malaysia, så vi bedre kunne få fat i modstandernes åbningsspillere- det har han før haft succes med på landsholdet- hvis Sair kommer over nævnte problem, vil det samtidig gøre vores kasteangreb endnu bredere.

Hvis denne turnering langsomt peger hen mod forholdene og kvaliteten på EM på Jersey/Gurnsey, tegner det lyst og godt for de danske slowbowlere, som tallene viser allerede har sat sig i respekt hos vores modstandere. Vi har 4 til 5 meget kvalificerede slowbowlere, hvor variationen næsten er unik. Jeg vælger at dvæle lidt ved veteranen Lejf Slebsager, der var og er en del cricketentusiaster, der har ytret sig om, hvad fremtid er der i at tage en 46årig spiller med? Det kan der være mange meninger om. Trænerteamet Mulder/ Morten Hedegaard har valgt at lægge vægt på den nuværende turnering, som man mener er meget vigtig at vinde eller blive nummer to i, så vi kan rykke op i ICC div. 3. Det kan man vel ikke fortænke dem i.

Den “gamle” Slebsager strækker ud

At så Lejf Slebsager har vist og svaret igen med, at bowle utroligt billigt, og dermed give mere plads til hans kastemakkere i den anden ende til at erobre gærder, er jo kun positivt. Lejf har bowlet 14 overs og har taget 3 for 37, hvilket giver en økonomirate på 2,6.

Selv om vi i baghovedet ved, at Frederik Klokker desværre skal hjem til Holland på lørdag og spille finale i den hollandske Topklasse, ville det være perfekt, hvis vi med ham på holdet de næste to kampe mod Singapore og Malaysia kunne tage to gevinster, og dermed være meget tæt på en oprykning.

Og efterfølgende bliver Lejf hyldet for 25 landskampe af Ole Roland