De glade Twenty20-vindere fra Ishøj

Er før den sidst kamp ubesejret gennem turneringen og har vist høj klasse i det populære spil

De to Twenty20-kampe på østsiden på Svanholm Park mellem KB og AB samt Svanholm og KB viste sig at være uinteressante for det endelige resultat af det første officielle Danske mesterskab for Twenty20-cricket.

Ishøj er gået suverænt gennem turneringen som ubesejret, og har til fulde bevist, at netop dette specielle og mere og mere populære spil globalt, er meget velegnet for klubbens meget offensive måde at spille på.

Holdets to kampe i Jylland, som begge gav sejre, er beskrevet af Jyllands-korrespondenten Power.

På østsiden gjorde KB, hvad de skulle gøre, hvis Ishøj fejlede på Jyllandsturen – vandt begge deres kampe mod AB og Svanholm, uden at være presset alvorligt.

I den første kamp på Svanholm Park besejrede KB, deres gamle by rival AB med 34 points. KB scorede 155 på en tung bane med en velspillende Yasir Iqbal som topscorer med 49 på 27 bolde, hvor Yasir viste et godt repertoire med mange flotte slag, selv om de måske var lidt risikovillige, men pyt, det er jo i turneringsformens lod.

AB startede godt og offensivt med en veloplagt Annique Uddin (47 på 42 bolde) og den anden åbner J. Ali (20 på 17 bolde), men som så mange gange før, gik gassen ud af AB-ballonen, da de to offensive gærdespillere måtte strække ”gevær”. AB scorede 121 for 6.

Den anden kamp mellem KB og Svanholm endte som en ”fuser”

Egentlig bowlede Svanholm i en periode ganske glimrende, men holdet var ikke i stand til at holde standarden halvlegen ud. KB scorede 138 for 7 hvor åbningsgærdet Sarangal (32 på 30 bolde) og  Aftab Ahmed (22  på 25 bolde) lagde bunden til en sejr. Mads Henriksen var Svanholms billigste bowler, men af uransagelige grunde bowlede han kun 3 overs (1 for 10).

Hvis man havde forventet en spændende kamp, blev forventningerne hurtigt slukket. Svanholm havde 6 gærder ude for 63, hvor kun anfører Zishan Shah (26 på 35 bolde) gjorde væsen af sig. holdet lavede 90 og tabte kampen med 48 points.

Selv om der mangler en sidste runde i begyndelsen af august, er slut facit af dette første officielle Twenty20- Danmarksmesterskab, hvis Ishøj vinder sin sidste kamp, er holdet gået ubesejret gennem turneringen, og kan nu bryste sig med at være landets bedste og hurtigst scorende mandskab.

Jørgen Jønsson