En af Dansk Cricket-Forbunds gode venner – Ian Buxton, Derbyshire – er død i sit hjem i Matlock, Derbyshire den 1. oktober 2010. Ian Buxton, som blev 72 år, spillede 15 sæsoner for Derbyshire (perioden 1959-1973), hvor han som allrounder og anfører i en periode scorede knap 12.000 runs og tog 483 gærder med sine inswingere. Ian Buxton var den sidste af i alt 19 spillere – de såkaldte ‘dobbelt professionelle’ – som spillede fodbold for Derby County om vinteren og cricket for Derbyshire Cricket County Club om sommeren. Akademisk Boldklub (AB) fik via klubbens cricketfamilie Talbro kontakt til Ian Buxton, og Ian trænede AB i et par sommerferier i slutningen af 1970’erne. Endvidere arrangerede Ian Buxton en vellykket crickettur for AB til Derbyshire området i 1980. Det var den tur, hvor AB spillede på Derbyshire County Ground mod et Derbyshirehold med blandt andet Kim Barnett og Alan Hill, og hvor en skadet Geoff Miller førte regnskab. Desuden var Ian Buxton involveret i Ole Mortensens kontakt til Derbyshire, hvor Ole kom til prøvetræning og prøvekampe på 2. holdet i 1981 og 1982, og efterfølgende spillede for grevskabet i 12 år fra 1983 – 1994. AB spillerne Niels Talbro og Michael Lønhart deltager i bisættelsen tirsdag den 12. oktober 2010 i Matlock, Derbyshire. Æret være Ian Buxtons minde.