Og AB kæmper sig opad i 1. divsion

Hamid Shah hyldes af kammeraterne efter sit første century i elitedivisonen

Tag ikke fejl af Nørrebros placering i elitedivsionen. Når det spiller hjemme i København er holdet særdeles godt, især nu efter at Nabil Ghulam synes overtalt til at deltage regelmæssigt. I Jylland kniber det mere.

Med Nabil Ghulam – det fortabte talent, der ikke er så fortabt længere – og hans giftige venstrearmsoutswingere, I. Khans og Faisal Siddiques fastmedium, der bevæger sig godt i luften, besidder holdet tre potentielle kastermatchwinnere, men holdets kasteangreb lider åbenlyst under manglen på slowbowlere.

Jeg skal tage en beslutning tænkte dommer Jensen. Det var vist en af de situationer, der skulle have været en 3. dommer med TV-gentagelse til at vurdere. Men den gode Jensen er i en god position

 

Dommer Jensen har taget sin beslutning

Det var aldeles ikke plain sailing for topholdet Svanholm at præstere en winning total, da svanholmerne hjemme vandt lodtrækningen og klogt valgte at batte først på den dejlige sensommerdag.

Taha Ahmed (23) og Zishan Shah (43) fortsatte i samme stil, som da de to på Kløvermarken for omkring 14 dage siden stort set alene lavede Nørrebros omkring 175. Men da de begge var ude, faldt gærderne i den ene ende med jævne mellemrum.

Anjum inde med nød og næppe

 

Havde det ikke været for en omhyggelig, men i tempo stærkt accelererende chancefri halvleg på præcis 100 not out (på 119 bolde) fra Hamid Shah kunne det være blevet til hvad som helst. De første 50 brugte han 81 bolde til og havde kun et grænseslag, skønt banen var rimelig hurtig, men de næste 50 bød på 3 firere og points på stort set hver eneste bold.

Shah løftede vel knap nok en bold fra jorden, men skal sandheden frem, så blev han faktisk bowlet ud, da han havde små 50. Men dommer Bagh fandt ud af, at Nørrebro under power playet havde for mange spillere udenfor 28 meters linien – og det på trods af, at Aftab Ahmed igen og igen huskede dem på, at der kun måtte være tre udenfor.

Svanholm endte med 236/8 – en høj total selv på hurtig bane og på en pitch, der gav fastbowlerne stor hjælp med sit rappe opspring, så stor ros til Hamid Shah, der har haft en sæson, hvor han efter sit uheld i Dubai, hvor han fik ansigtet læderet og tænder ødelagt, har været så langt nede psykisk at Svanholm valgte at give ham et par 2. holdskampe at få mod på livet på igen. Og nu er han tilbage, hvilket landsholdet bør kunne få stor glæde af

Saad Ahmed droppes af Nørrebro i slippen

Havde den fjerde nørrebroer holdt sig indenfor 28 meters grænsen kunne en svanholm-total på noget mindre have været opnåelig for Nørrebro, hvor Aftab Ahmed (50 på 56 bolde) var gevaldig oplagt til en fight og hvor han en overgang fik god og hurtig støtte af Nabil Ghulam (22).

Nørrebros gærdeorden virkede lidt mærkværdig. Det var nogen, der blev kastet for Svanholms ulve af nogle åbningsfastbowlere, som ikke virkede rigtig egnede til den opgave, men det var formentlig for at beskytte de efterfølgende. Plottet mislykkedes for 4 nørrebroere var ude for 15 efter 7 overe og så var det alligevel Nabil Ghulam, Faisal Saddique og Aftab Ahmed, der måtte stå og kæmpe med Sair Anjum (3/40) og Henrik Saxe-Hansen (3/22).

Hamid Shah havde kontrol over begivenhederne og “malker” her kastningen

Pitchens beskaffenhed på den varme dag kan ses af at Svanholms vikarierende keeper Paul Johnstone snuppede syv greb – alle på kanter – mens en Bobby Chawla opgav at kaste, da de tørre omstændigheder under kunstgræsset ikke var modtagelig for spin.

Anjum lægger ikke en dæmper på sin begejstring over at have kastet en nørrebroer ud

Havde Chawla ikke held med sit kastning, så var han til gengæld nærmest forgyldt, når han skiftede kastere. Hver gang en ny kom på fik vedkommende brudt en truende nørrebro-stand. Selv den normale keeper Taha Ahmed fik – hvad der formentlig er sæsonens eneste kastede bold fra ham – et gærde.

 

Aftab Ahmed svævende

Med Glostrups nederlag i Husum ligger Svanholm lunt i svinget hvad angår mesterskabskampen og har vundet tre kampe mere end nærmeste konkurrent.

Svanholms normale keeper Taha Ahmed kaster sæsonens eneste bold og gærdespilleren serverer det syvende greb til vikarkeeper Johnstone

AB opad – og en undskyldning til Albertslund

 

AB brugte ikke live score til sin hjemmekamp mod Kolding og skulle undertegnede leverandør – bl.a. af hæmningsløst sure udbrud – leve op til sine principper, så skulle AB`s hjemmesejr over Kolding ikke omtales.

Men nu er jeg i løbet af søndagen blevet oplyst om – og derfor skal der også gå en undskyldning til Albertslund, der fik “turen” i går – at både AB og Albertslund – bedre sent end aldrig – i løbet af den forgangne uge har rettet henvendelse til turneringslederen og forklaret, at de ikke kan få deres livescoringssystem til at virke. Og hr. Injam Khokar har måttet give dem ret. Der er noget i vejen, så klubberne er lovlig undskyldt. Khokar forsøger nu at få den engelske leverandør til at rette fejlen.

Så derfor skal AB`s gevinst hjemme over Kolding omtales. Det var lidt sandhedens time for Kolding, der kom i kløerne på et AB-hold der er ved at få samlet tropperne efter en noget kaotisk start med spillerafgang m.m. efter nedrykningen.

Men nu ser AB`s hold altså rimeligt kompetent ud og virker som et bedre bud end Kolding på den plads som nr. to i rækken (efter favoritterne Ishøj), der giver mulighed for at rykke op i elitedivsionen i form af en kvalifikationskamp mod nr. næstsidst i eliterækken.

Vurderingen af Koldings allround styrke sløres af, at klubbens spillende professionelle træner Luke Bateman er så dominerende og får modstandere til at opgive ævred, så de andre omkring ham også stråler.

Men når han som her møder kvalificeret modstand ser han mere “almindelig” ud. . Han scorede ganske vist 53 (på 81 bolde) men kunne altså ikke acellerere voldsomt mod AB`s kastning, selvom gærderne raslede omkring ham.

Kolding ude for 125 . det passerede AB for 4 gærder (Fazan Ahmed efter en række høje scorer i U-17 turneringen) 38 og Atif Jamal 37.