– og nu er Mortensen også igang

For at variere sprogbrugen lidt har vi tyvstjålet referatet fra Glostrup – AB fra Glostrups hjemmeside. Redaktøren og skribenten (tror vi) Steffen Langgård kan anlægge sag mod DCF for brud på sin ophavsret – og vinde sagen – men mon han nænner:

Glostrup fortsætter med at vinde. I dag gik det ud over AB, som måtte lægge ryg til en lille røvfuld. Regnen stoppede i tide og kampen blev fløjtet i gang med kun 10 minutters forsinkelse, dog med den ændring at holdene havde aftalt at spille 2 x 40 overs. Glostrup vandt lodtrækningen og valgte at gå i marken. Nogle ville nok sige, at det var en tåbelig beslutning, taget det våde græs i betragtning. Men Glostrup må have følt, at det fugtige vejr ville være perfekt til lidt svingbowling. David Borchersen og Ole Mortensen udnyttede til fulde forholdene og inden for de første 17 overs blev kampen reelt punkteret, da AB’s total da lød på 33 for 6. AB’s 7. gærdestand på 34 runs bragte AB på 67, men herefter blev der ryddet op. De sidste 4 gærder gik inden for 2 runs og AB var all out 69. Fantastisk bowling af David 3 for 15, Ole 2 for 18 og Søren 3 for 15. Markspil af høj klasse krydret med flere gode greb var med til at holde AB i kort snor.

Til gærdet var det Martin Jensen som styrede skibet sikkert i havn med 29 not out. Undervejs mistede Glostrup 3 gærder, men på intet tidspunkt var sejren i fare. Da klokken var 1415 kunne Glostrup trække sig tilbage som vindere. Det blev altså en kort dag på kontoret – 3 timers cricket – hvilket ikke er normal kost i elitedivisionen.

Dagens Fido gik til Ole Mortensen for sin præcise kastning: 8-2-18-2. Man kan ikke være andet end imponeret over Oles præstationer på en cricketbane, for vi skal ikke glemme, at manden er tæt på 50 år. Men idrætsmentalt har mange danske cricketspillere stadig meget at lære af denne “gamle” cirkushest! Jeg tror – eller ved – at Ole også mener, at Glostrups foreløbige succes bygger på en positiv stemning i truppen samt at alle rent idrætsmentalt arbejder i den rigtige retning. Mon ikke Glostrup fortsætter med filosofien “1 kamp ad gangen”? I næste uge hedder opgaven Nørrebro på udebane.

Den anden kamp i elitedivsionen blev en ganske anderledes tæt affære. Alt så umuligt ud vejrmæssigt i København, så Husum var ved at pakke sammen og tage hjem. Men ved 11-tiden standsede regnen – og der blev tid til en 2 x 4o overs affære.
Den blev tæt. Det er underligt med disse nedskårne kampe. Det virker som om, at selvom der spilles 10 overs færre, laves stort set samme antal points. Mon ikke KB og Husum også i en 50 – overs kamp havde endt omkring på små 200 hver ??

KB`s indledende 186 med sæsondebuterende Imtiaz Ahmed som en af de bedste (33) kunne synes at være måske nok, da Husum havde mistet 6 mand for 134 og flødeskummet var væk.
Men KB`s kastning var ikke fjendtlig og markspillerne fjumrede, da klimakset nærmede sig, så det endte med, at Jörg Krüger kunne hamre en nær sekser ud i sidste over (hvor Husum have mistet 8 gærder) og derved vinde kampen for sit hold.
Husums første sejr. KB fortsat uden. Lidt underligt med KB. Sidste år tydede det på, at holdet skulle bryde igennem. I år er der ikke meget, der virker og et stortalent som Kashif Querishi, som DCF har smidt masser af penge efter, deltager ganske simpelt ikke. Eksamenslæsning hedder det. Det er tidligt at starte læsningen i april !!!

I 1. division var der kun en kamp søndag:

Vi citerer Steen Østergård:
– Det var ganske forfærdeligt.
– Vi smed 16 gribechancer
– Jeg har det forfærdeligt. Min stakkels ryg. Jeg kunne ikke batte.
– Men Erik Dalgas Andersen var god med 2 for 27 og også ved gærdet gjorde han sig, så din spalte bedes behandle ham med respekt.

Og det gør vi så, men man kan ikke komme bort fra, at AB II vandt med 222- 116.

Resultaterne
Elitedivisionen

KB – Husum (0-2) Husum vandt med 2 stående gærder (2 x 40 overe).
KB 186 (Farouqh Shezad 39, Imtiaz Ahmed 37, Finn Kleissl 3/26).
Husum 190/8 (Mark Brodersen 35, Flemming Wiese 34, Gerrit Müller 31, M. Farouqh 2/10, Farouqh Shezad 2/25, Hammad Khan 2/35).

Glostrup – AB (2-0). AB vandt med 7 stående gærder
AB 68 (David Borchersen 3/15, Søren jensen 3/15, Ole Mortensen 2/18).
Glostrup 69/3 (Martin Jensen 29x)

1. Division

Fredericia – AB II (0-2) (2n x 40 overe). AB II vandt med 108 points.
AB II 222 (Shaqeel Ahmed 45x, Tausef Kijani 40, Kaddim Minhas 38, Omar Javed 3/40).
Fredericia 116/8 (Peter Christensen 26, Shaqfat Maqmood 3/9)