Endnu engang har der væren gang i Solvangsparken i Glostrup. I dag søndag har Glostrup Cricket Club gennemført sit traditionsrige drengestævne. Stævnet der har været gennemført siden 1971 havde denne gang, det laveste antal hold i sin levetid. De tilmeldte hold var KB, AB, et kombi-hold mellem Skanderborg, Herning, Horsens og Odense samt Svanholm, der som det eneste hold kan prale med at have været deltager i alle år.

Selvom der var færre hold i år, så var der masser af spændende kampe og dejligt at se det store talent og ikke mindst den store glæde og engagement fra alle drengene. Ligeledes var der god styr på lederfronten på både de deltagende hold, samt værterne der stillede dommere og frivillige der havde lavet dejligt mad til drengene og som servicerede dagen lang.

På banerne var der kamp til stregen og alle hold fik vist sig positivt frem. Heldigvis kan vi rapportere, at der er masser af talent og med fokuseret træning hjemme i klubberne, er der god mulighed for at vi også i fremtiden vil se kvalificeret afløsere i seniorrækkerne.

Kombi-holdet fra Jylland viste sig at være i en klasse for sig, og ingen af de øvrige hold kunne for alvor presse dem. Specielt deres kastning var en klasse over de øvrige. Der var både god kvalitet i deres pacere og deres spinnere. Alle havde noget at byde ind med og gjorde det svært for de øvrige hold at præstere store halvlege. Det var derfor velfortjent at vore gæster fra Jylland kunne tage pokalen som vinder af stævnet med hjem. Anføren fra Herning sørger for at opbevare pokalen og returnere den indgraveret til stævnet i 2016.

IMG_4022-1

IMG_4025-1

AB, KB og Svanholm havde derimod tætte kampe med hinanden.

Som stævnes mest markante spiller faldt valget på Jonas Henriksen, der både som anfører, kaster og gærdespiller gjorde sig positivt bemærket.

Alex Olsen