Minna Jørgensen styrer cricketbussen

 

Buschauffør Minna Jørgensen har kørt Danmark flad med cricketholdet i 20 år

Alle cricketinteresserede har rundt på de danske baner helt givet lagt mærke til den pæne lidt ældre dame, der når Herning spiller ude, som regel sidder i klubhuset eller andre steder på anlægget og strikker. Tag ikke fejl af denne dame, der hedder Minna Jørgensen, som de sidste 20 år har ageret buschauffør for Hernings crickethold.

”Jeg tog for 20 år siden over fra en hr. Kaj Dynesen, med hensyn til at fragte Herning Cricketklub rundt i landet i bussen til turneringskampe og andre stævner. Jeg vidste faktisk ikke hvad cricket var, men nu ved jeg noget mere om spillet, og som regel afbryder jeg mit strikkeri, når Herningholdet ikke har taget gærder, så går jeg banen rundt, og det hjælper som regel at der falder et gærde” siger Minna Jørgensen.

Dette med strikkeriet er en særlig historie. Minna bruger den megen ventetid på at strikke trøjer til de fattige børn i Indien og sender dem til Mother Teresas hjælpearbejde under mottoet ”Auktion børnehjælp”. Minna fortæller, at hun på en dobbelttur når at strikke en hel trøje, så det løber efterhånden op i et temmelig stort bidrag til ”Mother Teresa-projektet”.

 

Minna strikker trøjer til fattige i Indien

Vi spurgte Minna om hun havde et nogenlunde bud på, hvor mange kilometer hun i sin bus gennemsnitlig årligt havde kørt for Herning Cricketklub, Hun mente at have kørt mellem 3000 og 4000 km. om året. Det vil med lidt hurtigt lommeregning sige, at fru Minna Jørgensen, som lige er fyldt 70 – man må almindeligvis ikke nævne en dames alder, men det hører med til denne historie- har slidt de danske landeveje med sin bus med ca. 70.000 kilometer i de 20 år.

Hernings formand Folmer Christiansen udtrykker sin store beundring for Minna Jørgensens mangeårige engagement på dette vigtige transportområde for klubben, og han fortæller, at man altid kan regne med Minna, når aftaletidspunktet for afgang er fastsat. Folmer fortæller også, at Minna er meget afholdt af alle spillere, og at hun nærmest optræder som en slags mor for dem – henter ting som de enten har glemt eller trænger til, og er i det hele taget et meget hjælpsomt menneske. Et godt eksempel var under lørdagens kamp mod Svanholm, hvor Hernings talentfulde kaster Mads Nyeng faldt meget uheldigt ned på sin ene skulder og måtte på skadestuen, hvem stod parat? Det gjorde fru Jørgensen, da straks lånte Sørens Nissens bil og kørte Mads afsted til Glostrup Hospital.

Hernings formand hjælper Minna med garnet

Folmers kone Kirsten fortæller en lille anekdote, hvor Herning havde været nede i Husum og spille, og på hjemvejen blev bussen standset af politiet, hvor to unge betjente skulle undersøge om der var noget der skulle ses efter i sømmene. Den ene betjent var nok lidt for emsig, og begyndte at tjekke de forskellige konstruktioner, om de nu også var i orden- men uheldigvis for den unge betjent også de konstruktioner, der rent faktisk ikke skulle forefindes efter reglerne. Han måtte ringe til Politiet i København og fik besked på at der ikke skulle undersøges mere. Han måtte dog slutte sin undersøgelse af med at spørge Minna Jørgensen hvad det var for nogle unge mennesker hun kørte med, og da hun fortalte at det var nogle cricketspillere, blev hun til slut spurgt om hun også spillede cricket? Hvorefter Minna promte svarede, at hun bare strikkede.

Minna Jørgensen fejrede i øvrigt sin 70årige fødselsdag for nylig i Hernings klubhus.

Jørgen Jønsson