Ildsjælen Torben Knudsen har fået DIF-prisen “Du gør en forskel”

Den 42 årige tidligere slowbowler Torben Knudsen, Skanderborg har modtaget Danmarks Idræts Forbunds “Du gør en forskel-pris” på 5000 kr, som blev ham overrakt under en seance i Veng Borgerhus. Det er en pris som er indstiftet af Danmarks Idræts Forbund for en idrætsleder der har gjort en forskel.

Torben blev udvalgt ud af 7 indstillede, og motivationen var, at han blandt andet sidste år havde været på samtlige skoler i Skanderborg og omegn for at udbrede kendskabet til cricketsporten i Skanderborg.

Torben har ligeledes været drivkraften i de månedlige bestyrelsesmøder og lagt mange timers arberjde i renoveringen af klubbens lokaler.

Hans initiativ, drivkraft har været afgørende for at Skanderborg Cricketklub på et år har løftet sig så stærkt, at klubben igen er på vej til deres storhedsperiode. Så klubben igen har fået flot tilgang i ungdomsafdelingen og har fået vendt de røde tal til sorte.

Torben Knudsen beviser hermed, at hvis en klub har en “ildsjæl”, der vil ofre noget for sin klub, så vil klubben, i dette tilfælde Skanderborg, profitere ved dette arbejde.

Stort tillykke til Torben Knudsen, som har vist en af de veje som dansk cricket har så hårdt brug for.

 

Jørgen Jønsson