Den tidligere KB-spiller tog 5 gærder for 57 points mod Surrey

Den tidligere danske landsholdspiller Amjad Khan fik en flyvende start for sin engelske klub Sussex i verdens stærkeste cricketturnering Countyturneringen i England.

Efter en 2011-sæson, som nok ikke helt levede op til Amjad Khan og hans klub Sussex`s forventninger, kan det nok være, at Amjad er kommet superflot i gang med den nye sæson.

I premierekampen mod Surrey, som er en 4-dageskamp, var Amjad den lysende stjerne, da han på sine 19 overs tog 5 gærder for 57 points- han cleanbowlede det ene åbningsgærde Jordan ud hurtigt i kampens start. Surrey endte med 264 for alle.

Om det er fordi Amjad Khan i vinterens løb har trænet med det danske landshold, der skulle til Dubai, skal være usagt, men han virker i år helt på toppen, og han og de danske cricketentusiaster kan forhåbentlig se frem til en sæson, hvor Amjad får mulighed for at vise sin fulde styrke, hvis han ellers kan holde sig skadefri. Det ser ud som om, at den nu 31`årige dansker, efter de sidste forlydender virker mere præcis og skarp i sin bowling end sidste år.

Kampen fortsætter de næste par dage, hvor Sussex er ved gærdet og har scoret 105 for 5. Det bliver spændende at følge Amjad Khan og hans flotte ”comeback” i engelsk topcricket, hvem ved, han kan måske også få scoret nogle runs ved gærdet, han har jo potentiale til det.

Jørgen Jønsson