Den 24 årige slowbowler fra Akademisk Boldklub Bashir Shah, har i denne sæson gjort en kometagtig karriere på det danske cricketlandshold med sin farlige og velkoordinerede venstrehånds bowling.

Bashir spillede i klubben Quttea i Pakistan inden han for ca. 5 år siden kom til Danmark, og meldte sig straks ind i AB, hvor han de sidste 3-4 år har været medvirkende til klubbens fremgang i dansk cricket, som foreløbig kulminerer med en fornem 4-plads i elitedivisionen.

Bashir Shah debuterede på det danske landshold i foråret og har på sin sympatiske og nærmest “ydmygende” facon allerede fået sine nye landsholdskollegaers store opbakning og popularitet.
Og på banen har Bashir sat sit aftryk i form af flere gode resultater med sin farlige bowling. Således har landstræner Peter Palle klokker kun superlativer til overs for Bashir Shahs entre på det danske landshold ” Han bliver en stor gevinst for landsholdet i de kommende år, og jeg forventer at han allerede i kampene i Kenya i oktober og ikke mindst ved World Cup i Namibia til november, vil blive et stort aktiv for holdet med sin farlige skruekastning “

Bashir føler virkelig, at han har udviklet sit spil med henblik på en international karriere ” Efter jeg er kommet ind i varmen på landsholdet, kan jeg allerede mærke en stor udvikling i mit spil. Jeg arbejder meget med min længde og retning i min bowling, og her får jeg stor hjælp og opbakning af mine landsholdstrænere den tidligere engelske testbowler Niel Foster og Peter Palle Klokker “. siger Bashir Shah.

Med hensyn til sin klub AB, ser Bashir store muligheder for at man kan genvinde tidligere stolte traditioner, hvor klubben dominerede dansk cricket i mange år ” jeg har mange gange hørt, hvor gode vi var i AB for mange år siden, og jeg tror virkelig på en ny æra for klubben. På seniorplan har vi på godt to år spillet os ind mellem de 4 bedste hold i landet, lige som vi i sidste sæson vandt medaljer i alle ungdomsrækker i DCFs turneringer”

ABs gamle cricketleder og tidligere fastbowler Peter Hargreaves, der siden midten af tresserne har været en uvurderlig “ildsjæl” for klubben, og som stadigvæk fungerer som regnskabsfører og holdleder, udtrykker stor begejstring, når talen kommer ind på Bashir Shahs kastemæssige kvaliteter, og mener, at bashir kan blive en “ny” Torben Skov Nielsen, der i mange år “huserede” i de danske og udenlandske gærdesider med sin velkontrollerede slowbowling.

Det bliver spændende at følge Bashir Shah og hans positive udvikling på international plan. Selv udtrykker han stor ydmyghed over for de kommende opgaver ” jeg er både stolt og glad over den flotte modtagelse jeg har fået på landsholdet, og jeg lytter meget til de lidt mere garvede spillere som anfører Frederik Klokker og ikke mindst veteranen Thomas Hansen, som giver mig mange gode tip, i mine bestræbelser på at forbedre min Bowling ” siger bashir Shah.

skrevet af Jørgen Jønsson