Bane Danmark holdt fredag den 14. Juni firmafest for selskabets ansatte. Temaet for festen var Engelsk picnic så naturligvis var der cricket på programmet. 8 hold stillede op med 5 spiller per hold. Udfordringen var at afvikle en turnering for alle holdene på 90 minutter på én bane. Til inspiration er her de regler vi brugte:

Banen var en cirkel på ca 80 meter i diameter. I midten var to gærde placeret med ca 15 meters afstand. Foran hver gærde var optegnet en slaggrænse. To erfarne cricketspillere fungerede som kaster og keeper gennem hele turneringen. Spillerne trak lod om hvem som skulle slå og hvem som gik i marken. Gærdespillerne fik 18 bolde til at score point. Der blev givet point for at slå og løbe som normalt med 1 point hver gang gærdespillerne kunne bytte. Ligesom i rundbold gik slåeren bag i køen hver gang han kom tilbage til den ende der skulle slås fra. Således kom der hele tiden en ny gærdespiller ind og alle fik mulighed for at slå. Slog gærdespilleren bolden ud af banen blev der givet 4 og 6 point som normalt. Når der gik et gærde blev der trukket 4 point fra totalen. Spillerne kunne blive kastet ud, grebet ud og løbet ud.

I denne turnering spillede vi i to puljer og de to hold som havde scoret flest point mødte hinanden direkte i finalen. Vi afviklede 5 kampe på 75 minutter inklusiv forklaring af regler mm. Der var en god konkurrence stemning og spillerne gik vildt op i deres resultater.. især i finalen.