Saad Ahmed bliver høfligt budt ud først af Mads Henriksen

Saad Ahmed bliver høfligt budt ud først af Mads Henriksen

Af Jørgen Jønsson 

Saad Ahmed fra Svanholm, som i øjeblikket spiller med et gennemsnit på over 60 i elitedivisionen er i gang med en supersæson ved gærdet, han er da også blevet fast medlem i den danske landsholdstrup.

Hvad er sket med dit gærdespil du har allerede lavet flere points end sidste sæson 

Jeg ved det faktisk ikke. Det må være alt det hårde arbejde, jeg har lagt i det. Efter sæsonens gang sidste år startede jeg allerede et par uger efter med forberedelserne til den igangværende sæson. Ellers har jeg haft en rigtig god pre-season med både Svanholm og landstruppen, hvor jeg virkelig er blevet testet og kommet ud af min comfort zone. Jeg har lært mit spil bedre at kende og ved, hvilken rolle jeg har både på klub og landshold. Det hjælper en del på det. 

 Er det sidste års ophold i Australien der begynder at sætte positive spor? 

Jeg vil lyve, hvis jeg siger nej. Mit ophold på Darren Lehmann Cricket Academy var virkelig godt, hvor jeg lærte en hel masse ting. Vejen til udvikling var dog benhård. Et træningspas på fem gange om ugen med kampe, styrketræning og konditionstræning var en kæmpe udfordring. Ellers var det en oplevelse i sig selv at træne med professionelle spillere, hvor en af dem skulle spille VM for Zimbabwe. At modtage ham i nettene og se ham spille live på fjernsyn var meget surrealistisk.

Også boksetræning var på programmet "Down under"

Også boksetræning var på programmet “Down under”

Hvor meget betød dit ophold ”Down under”, spillemæssigt, mentalt og kulturelt? 

Mit ophold ”Down under” har været klimaks i mit liv hidtil. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at det var meget hårdt at være uden familie og venner i starten, men det gjorde mig kun stærkere at stå på egen fod. Det har også gjort mig mental stærkere, hvilket jeg også kan bruge inden for cricketbanen. Det klart, når man spiller med folk, der er bedre end en selv, så bliver man bedre. Kulturen var rigtig god, da mennesker var rigtig flinke og imødekommende. Jeg fik gode venskaber.   

 Når man kigger på dit spil synes jeg den tekniske del er blevet bedre er du enig? 

Jeg har justeret nogle få ting ved min teknik, der har virket for mig. Men hvis jeg skal være ærlig, så tænker jeg ikke meget over min teknik. Selvfølgelig skal den være i orden til en vis grænse, og man skal have en god base, men ellers handler det for mig om, hvordan jeg scorer mine point og ikke, hvordan jeg ser ud. Jeg prøver faktisk bare at holde det så simpelt som muligt, også nyder jeg bare at spille cricket.

Hvad er forskellen på Svanholms spil fra sidste sæson og til i år? 

Til at starte med har vi løftet os som et hold. Sammenholdet bliver bedre fra dag til dag, og folk knokler virkelig for hinanden. Man skal ikke glemme, at vi er et hold, der er i genopbygningsfasen. Alle spillerne arbejder også hårdt til træning og gør alt for at blive bedre, hvilket kun resultere i, at holdet bliver løftet. Vi har også fået en ny træner i Zishan Shah, der har spillet i klubben, siden han var en lille knægt. Han kender til den oldschool Svanholm-kultur, som han vil have på holdet. 

Har du en drøm om hvor langt du kan nå som cricketspiller? 

Man skal altid have en drøm. Siden jeg var en lille dreng, har min drøm altid været at blive professionel en dag. At gøre min hobby til mit job og stå op hver morgen til noget, jeg elsker. Sådan et liv fik jeg en forsmag på i Australien. Men det er ikke rigtig noget, jeg går rundt og spekulerer over. Jeg prøver bare at give mig 100 % hver dag og blive bedre – både som cricketspiller og menneske.

1-Saad Ahmad 006

 Saad Ahmad lærte meget i Australien

Du vil være Journalist selv om de trykte medier kæmper for livet

Min mor sagde altid, at der er gemt en journalist i mig. Uddannelsen er svær, og du har selvfølgelig ret i, at de trykte mediers hjerte slår langsommere for dag til dag, men journalistuddannelsen er bred, og der er mange muligheder. For en måned siden gik jeg på en forberedende højskole, hvor min lærer fortalte mig, at der er mangel på journalister med anden etnisk baggrund- det kan være et plus for mig. Jeg får svar i slut juli, om jeg er blevet optaget eller ej, så fingerne er krydset.

Man har lov til at hoppe af glæde når man scorer Century mod de danske mestre

Man har lov til at hoppe af glæde når man scorer Century mod de danske mestre

 Hvad forventer du af landsholdet og dit eget spil ved World Cup til efteråret? 

Det bliver benhårdt til VM, men jeg er ikke i tvivl om, at landsholdet nok skal klare sig godt. Landstræneren Jeremy Bray gør et rigtig godt stykke arbejde, og vi har mange dygtige spillere på landsholdet. Hvis spillerne spiller op til deres bedste, så er jeg sikker på, at det nok skal gå godt. Holdet er ikke blevet udtaget endnu, så min tilstedeværelse vides ikke. Jeg tænker faktisk ikke over det. Der er mange dygtige spiller. 

Har du noget forbillede i dansk og international cricket?

Yasir Iqbal fra KB har altid været mit forbillede i dansk cricket. Min far sagde altid til mig, da jeg var yngre, at jeg skulle se spillere som Yasir spille. Han er all-rounder som mig selv. Da jeg ikke havde regnskabsfører-tjans i Glostrup, tog jeg ud og så ham spille. Jeg plejede altid at studere ham nøje og se, hvad han gjorde. Jeg har ikke rigtig noget forbillede international cricket. Jeg kan godt lide at se Steven Smith og Virat Kohli batte, men uden for cricket er mit idol Cristiano Ronaldo. 

Du startede tidligt med at spille cricket?

Jeg var faktisk ikke så gammel – omkring 5-6 år. Jeg startede med at gå til cricket i Glostrup Cricket Club, hvor min første træner var Jørgen Jønsson. Han plejede også tit at køre mig hjem efter miniput-kampene. Men det var ikke nok cricket for mig. Jeg spillede også ude i gården, i skolen og derhjemme, men det stoppede, efter min bror og jeg smadrede fjernsynet derhjemme. Ellers var jeg farmands loyale supporter på cricketbanen i Alberslund og så ham altid spille, siden jeg var lille.

Jørgen Jønsson