Man måtte virkelig imponeres over, hvor dygtige Horsens lilleputspillere er. Det beviste de under en sikker gevinst mod Svanholm i lilleputfinalen spillet på Svanholm Park i et behageligt efterårsvejr


Horsens lilleputvindere

Normalt er der et par enkelte rigtig gode spillere på sådanne lilleputhold, så et par par stykker, der lige kan gå an. Og så diverse nybegyndere, der sejler rundt.

Horsens havde dygtige spillere i toppen, såsom den senere “man of the match” vinder Shangeev Thas og Thibanish Prem, de havde en god mellemgruppe, men ingen bund. Alle, selv de mindste, havde glimrende forståelse af markspillet – man nåede aldrig at se dem ved gærdet – og alle de mange benyttede kastere fungerede med fornuftig længde og retning.

Af kasterne kunne man ikke undgå at lægge mærke til den 11. årige pige Shansetha Tas. Hun må have sat 2012-rekord i hurtig aflevering af en over. Dommer Kentorp tog tid på det og nåede frem til, at hun afviklede en over på 2 minutter. Og selvom den måske var lidt jappet afviklet var der intet i vejen med længde og retning.

Efterfølgende overrakte DCF`s formand Thomas Kentorp den lille horsens-pige Shansettha Thas en lille erindringsgave

Horsens spillere bar præg af, at de må have trænet en masse ude på banen, hvor alle har fået lov til at komme til. Og så var dommerne imponerede over den gode tone, der herskede på holdet. Selv en sjælden svipser fik ikke de andre til at at sige andet end “kom igen”. Det kunne især de københavnske hold lære meget af. Her er tonen ganske anderledes hård – og der er ingen nåde, hvis en lille mand svipser en stopning. Så skal han absolut have det at vide så voldsomt, at tårerne pipper frem i øjenkrogene.

For dem, der læste gårsdagens indlæg og er spændt på, hvordan man kom ud af miseren under den indledende kamp mellem Svanholm og Husum, hvor det hele nærmest gik i kage til sidst, skal vi fortælle, at det i løbet af natten viste sig ved gennemgangen af regnskabsbøgerne at dommerne – og den enlige regnskabsfører – havde ladet Husum bowle to overe for meget. De sidste to overe kostede noget i retning af 20 points. Herefter besluttede dommerne at aflyse den annoncerede “superover” mellem Svanholm og Husum. Den havde de besluttet, fordi de ikke ville afgøre den indledende kamp med en usikker regnskabsføring, der differerede med diverse points. Trak man imidlertid de omkring 20 points, Husum havde fået i de to for meget afviklede overe, kunne der ikke være tvivl om vinderen. Dommerne har så også lært til en anden gang, at selv i en lilleputkamp skal man altså have et stykke papir med ud og holde regnskab med overne !!!

Svanholms anfører Jonas Henriksen kan være glad for, at hans far Søren var på ferie så langt borte som i Tyrkiet. Jonas ville ikke have modtaget ros for dette stød, lige da han var kommet ind

Svanholm vandt lodtrækningen i finalen, gik til gærdet i finalen mod Horsens og præsterede med åbnerne Azaan Ur-Rehman (23) og Saud Munir (høj score på 51 i stil med dagen før) en fornuftig åbning, hvor Horsens ikke kunne skabe gennembruddet. Men Horsens viste på intet tidspunkt tegn på utålmodighed, holdt standarden i kastning og gærdespil – og Svanholm scorede ganske simpelt for langsomt. Det hjalp senere, da den høje Hussein Bashir (35) kom ind og slyngede et par seksere ud, men mere end 145/4 på de 32 overe på den hurtige bane (trukket ind med grænser på omkring 55 meter) kunne det ikke blive til.

Det ville have været mere end rigeligt i tidligere tider, men ikke mod Horsens. Svanholms ene åbningskaster afgav 21 på sine to første overe, så efter 5 overe havde Horsens 45/0 – og så var det bal ligesom danset. Bavisan Babu (26) gik først, men den anden åbner, omhyggelige og smukt spillende Shangeev Thas (62) forlod ikke arenaen før skibet stort set var sejlet i havn. Han fik bistand af Thibanish Prem – en af de tre dygtige brødre Prem (drengespilleren Lavanish er den ældste), der spiller vigtige roller på klubbens ungdomshold. Horsens passerede i over nr. 21 for 2 gærder.

En husumspiller mister gærdet til en KB-kaster

Stævnet bar præg af, at kasterne havde meget svært ved at true gærdespillerne. Man kan have på fornemmelsen, at de korte kampe, der spilles i de lokale turneringer, hvor stort set alle skal have lov til at svinge armen, så de har haft en grund til at være med, er en stærkt medvirkende årsag til, at der ikke ved stævnet var en eneste kaster, der forekom andet en rimelig. I finalen så man ikke en eneste spinner, KB præsterede vistnok en eller to i kampen om 3 pladsen – og det var så det hele. Man lærer ikke at blive spinner ved at kaste et par overe en 6-7 gange om året til en mark med ialt 9 spillere. Denne ensformighed er ikke heldig på længere sigt hverken for den pågældende klub eller for DCF`s udvalgte hold. Når vi har omtalt Horsens fortræffeligheder kan man måske også have lov til at efterlyse, at de begynder at opmuntre spinnertalenter. En sådan har klubben endnu ikke præsenteret.

Svanholms sølvvindere

I kampen om bronce var KB først ved gærdet og præsterede 175/4 med Adeel Ahmed som topscorer med 49. Skulle Husum true den total var det alene op til Tom Wiese, der spillede så flot dagen før. Men han blev kastet ud, da han havde lavet 28. Husum endte med 76.

Husums Tom Wiese

Tom Wiese er lillebror til Jannick Wiese, der allerede skønt drengespiller er debuteret på Husums 1. hold med rimelige præstationer. De har det ikke fra fremmede. Farmand Günther Wiese var et af Husums helt sikre kort i ældre tider – en elegantier, som gærdespiller.

Husums Rasmus havde taget sit bat med i skole. Men pigerne havde overmalet det, bl.a. med udsagn, der antydede, at han ikke ville score ret mange points

 

Der var også en “man of the match præmie” her – et par handsker – som gik til KB`s Altamish Kahm der lavede 46, og kastede udmærket.

KB`s broncevindere med ledere

Resultaterne: Finalen Horsens over Svanholm. Svanholm 145/4 (Saud Munir 51, Hussein Bashir 35, Azaan Ur-Rehman 23). Horsens 146/2 Shangeev Thas 62, Thibanish Prem 31x, Bavasin Babu 26).

Kamp om bronce: KB over Husum. KB 175/4 Adeel Ahmed 49, Altamish Kahn 46, Hassan Sheikh 23). Husum 76 (Tom Wiese 28, Hassan Sheick 3/22)

 

Stort bat til lille mand. Dommer og formand Kentorp overrækker “man of the final” battet til Shangeev Thas