Tør anfører Rizwan Mahmood satse med sine bowlere?

Tør anfører Rizwan Mahmood satse med sine unge slow- bowlere?

Spændende finale i vente mellem Skanderborg og KB

Det er ikke overraskende Skanderborg, der møder den anden DM-favorit KB i årets pokalfinale.Kampen som spilles nu på torsdag KR. Himmelfartsdag kl. 11.00 i Skanderborg.

Der bliver stort ryk ind til denne spændende kamp. KB har fyldt en bus på 50 supportere, og mon ikke Skanderborg får besøg af mange nysgerrige cricketfans fra hele jylland.

På forhånd ligner kampen et jævnbyrdigt foretagende, men vi vover at gøre hjemmeholdet Skanderborg til favorit. Begge hold har kun vundet pokalen en gang – KB helt tilbage i 1969, og Skanderborg i 2004.

Kigger man på holdenes gærdeside, virker Skanderborgs nok mest homogent. Landsholdsspillerne Frederik Klokker Brødrene Michael og Carsten Pedersen har en stor og lang rutine i bagagen, og holdet øvrige livlige kavaleri med brødrene Rizwan og Kamran Mahmood samt genopstandne Søren Kirk gør, at holdets gærdeside har den rigtige blanding af tekniske og mere offensive spillere, der vil gøre det svært for en hver modstander herhjemme.

Søren Kirk i et løftet drive kan vinde sin anden pokaltitel

Søren Kirk i et løftet drive kan vinde sin anden pokaltitel

Gærdesiden for KB giver egentligt også en vis garanti for en underholdende og spændende finale.Brødrene Zhisan og Hamid Shah, anfører Aftab Ahmed, Yasir Iqbal, og Naved Mugai, hvis han kan styre sit temperament, er alle garanter for det rigtige offensive pokalspil, når det kører for dem.

Kan spillende træner Aftab Ahmed få sin første titel for KB 3

Kan spillende træner Aftab Ahmed få sin første titel for KB

Meget afgørende er det – skribenten kender ikke Skanderborgs nye kunstpitch- hvordan pitchen arter sig? Kommer bolden op på battet, bliver der nok tale om pæne store halvlege, hvor ovennævnte spillere helt naturligt vil stå for underholdningen i denne finale. Men hvis torsdagens vejr giver fugtighed, og pitchen dermed, især om formiddagen, bliver lav og seamer, som den plejer at gøre på KBs bane, kan der godt blive lavet om på tingene, hvor KBs pacere kan være meget farlige og dermed er der risiko for noget lavere score, trods det, at finalen indeholder mange spillere med offensive kvaliteter.

Det bliver spændende at se, om Skanderborgs anfører Rizwan Mahmood tør bruge sine to unge spinnere Aqeel Amjad og Christian Peck tidligt i kampen. Her er det jo tale om et ”trekløver”, hvor de to unge urutinerede slowbowlere skal indgå i et godt samarbejde med den rutinerede og hurtige keeper Frederik Klokker, dette kan godt gå hen og blive et afgørende punkt – i sidste kamp mod Kolding tog de to unge spinnere, godt hjulpet af keeper Klokker med to greb og 2 stokket, til sammen 7 af Koldings 9 faldne gærder.

Denne finale har alle muligheder for at blive en seværdig begivenhed for forhåbentlig et større publikum, end vi er vant til i den danske elitedivision.

Jørgen Jønsson