Anfører Basit Javed med løftet bat og flot spil

Anfører Basit Javed med løftet bat og flot spil

Tabte klart til Irland med 77 points

Efter den gode sejr over Guernsey, havde det danske U.19.landshold nok sat næsen lidt højt i bestræbelserne på endelig at få ram på Irland, som havde vist svaghedstegn mod værterne fra Holland.

Egentlig fik danskerne en rimelig start, da man blev sendt i marken i den stærke varme. Vi havde 2 irske gærder ude for 30, og 4 ude for 89. Men de sidste 15 overs blev dyre-en gærdestand mellem de to irske midterste batsmænd Shields og Eakin på 89 points- gav grobund til den relative store irske halvleg på 245 for 8 på de 50 overs.

Anfører Basir Javed var bedste danske kaster med 2 gærder for 27 points, medens succesbowleren fra Guernsey-kampen Aqeel Amjad, var noget dyrere i dag med sine 2 gærder for 51 på sine 10 overs. Måske lidt mærkeligt, at der ikke i denne kamp var et par overs til Adeel Akhtar, som i kampen mod Guernsey tog 2 gærder for kun 6 points.

Danskerne mistede for hurtigt de to åbnere

Skulle det danske hold have chancer for at overgå den irske score krævede det formentlig, at de to åbnere Anders Bülow og Mads Henriksen fik lagt et fornuftigt grundlag ved gærdet. Men begge var hurtigt ude for 17 points, inden de to Svanholmere Mati Malik(13) og Basit Javed (37) fik lavet en fornuftig gærdestand på 55 points. Basit fortsatte sit gode spil sammen med Saad Ahmed (34), og vi havde 119 for 5. Men stort set kun Aqeel Amjad (27) fik noget ud af det, når man ser på de sidste 5 danske gærdespillere. Anfører Basit Javed har i de to første kampe vist, at han er en kommende allrounder, der må kunne give dansk cricket mange runs og gærder på internationalt niveau fremover. Han har indtil nu været bedste dansker, selv om han bærer anførerbindet, det i sig selv beviser en vis kvalitet. Danskerne endte med 168 for alle på 48 overs.

Mati Malik kommer godt ud til bolden i et drive

Mati Malik kommer godt ud til bolden i et drive

Søndag er der hviledag, det bliver der også brug for. På mandag møder vi formentlig det bedste hold Skotland

Jørgen Jønsson.