Det danske landshold kunne ikke få en bedre start ved denne store kvalifikationsturnering i Dubai.

 

Endelig fik vi ram på Bermuda, som vi i turneringssammenhæng har tabt til de sidste 3 gange.

 

Selv om vi først passerede Bermudas total på 116 i den sidste over, var der ikke tale om den store spænding, da Frederik Klokker mødte Rizwan Mahmood i en flot gærdestand på 74, inden Frederik blev løbet ud.

 

Frederik Klokker i aktion sidste år på Jersey

 

Bermuda vandt lodtrækningen og valgte at batte først. Selv om anfører Hamp og Stovell lavede en god gærdestand på 74, scorede de ikke særlig hurtigt, og vi havde stort set bermudanerne under kontrol i samtlige 20 overs. De endte med 116 points for 7 gærder, og her tog Anjum Sair 2 for 15 efter en lidt sløj første over der kostede 9 points. Basir Javed og anfører Michael Pedersen bowlede meget økonomisk og fik et gærde hver for henholdsvis 12 og 13 points på deres 4 overs.

 

Den danske gærdeside fik en udmærket start ved åbnerne Frederik Klokker og Shehzad Ahmed, der åbnede med 42 på 6 overs inden Shehzad blev grebet ud. Anfører Michael Pedersen blev ikke gammel inden han også blev grebet (50 for 2). Nu var det op til Rizwan Mahmood, der sidste år viste gode takter i EM –finalen mod Italien, der sammen med Frederik Klokker, som stod inde med det store overblik, der skulle prøve at lukke kampen. Dette strålende makkerpar var fast besluttet på, at det var dem, der skulle sørge for den første danske sejr kom sikkert i hus. Først ved totalen 105 blev Frederik løbet ud efter at have scoret 50 points på 41 bolde. Aftab Ahmed kom ind til sidst og sammen med en flot spillende Rizwan Mahmood, passerede danskerne Bermuda 5 bolde før tid (117 for3).

 

En meget flot og vigtig start for det danske hold, som nu må have ”tanket” en del mere selvtillid sammen til morgendagens kamp mod Nepal, som absolut ikke må undervurderes – de vandt i dag over Hong Kong, trods de havde 3 gærder ude for kun 20 points.

 

Efter kampen udtalte den danske åbner Frederik Klokker til ICCs reporter ”Min rolle da Rizwan gjorde sin entre ved gærdet, var at batte helt igennem og blive derinde, det lykkedes næsten fuldt ud, og det var heldigt for mig og holdet, at Rizwan, der jo er en hurtigscorende spiller kom ind på dette tidspunkt, hvor vi skulle holde scoringstempoet, og det gjorde min makker til UG” sagde Frederik til ICCs reporter.

 

Rizwan spillede en flot innings på 47 not out på 49 bolde. Han fik nok i denne kamp sit helt store gennembrud på landsholdet. Hans gærdespil virker allerede meget modnet, og fortsætter han denne store fremgang, har vi her en ny dansk cricketstjerne i svøb.

 

Bermudas træner David Moore var meget skuffet efter kampen og udtalte til ICCs reporter ” Vores kastning var ikke god nok i dag, der var for mange løse bolde, og selv om vores makkerpar ved gærdet Dion Slovell og David Hemp, gjorde det godt, havde vi prioriteret som minimum 130 points, som skulle have gjort denne kamp spændende. Men det skulle ikke være, og vi tabte fortjent til Danmark, og har lært noget af dette nederlag” sluttede Bermudas træner.

 

Jørgen Jønsson

Fra Dubai har vi modtaget følgende øjenvidnerapport fra Nissen:

Flot dansk start – efter uhyggelig opvarmningskamp

 

 

Det danske cricketlandshold fik en flot start på VM 20/30 kvalifikationsturneringen i Dubai, hvor alle 16 hold var i ilden på førstedagen.

 

Danskerne vandt over højere seedede Bermuda – og endda sikkert.

 

Med Frederik Klokker i spidsen – og med uvurderlig bistand af Rizwan Mahmood timede danskerne jagten på Bermudas indledende 115/5 perfekt.

På første bold i sidste over passerede danskerne for tabet af tre gærder.

 

Under behagelige temperaturforhold – omkring 25 grader – og på en hurtig bane, men langsom pitch, der ikke havde set et græsstrå i mange måneder, gik Bermuda først til gærdet på Sharjahs berømte cricketstadion, der vel kan tag omkring 7.000 tilskuere. Det var der nu ikke . Man kunne måske tælle til 15, der ikke var forpligtet til at være der. Banen i Sharjah indehaver verdensrekorden i ODI`s – over 200.

 

VM-kvalturneringen tæller ikke med i den statistik, da den ikke spilles mellem testnationerne.

Man flotter sig ikke med pitchené og bruger stort set kun 2. Derfor minder det mere om hårdt tromlet grus – og det er et underlag, som er i favør af spinnerne.

 

 

Danskerne startede med Bashir Shahs langsomme venstrehånd og allerede i første over kom gennembruddet. Cann, der smadrede Danmark i 2005, da Danmark kunne have skaffet sig adgang til 50 overs VM-turneringen, slog ved siden af en fuld bold fra Shah og var ude lbw. Countyspilleren Dave Hemp (36 på 44 bolde) og Storrel (56 på 52 bolde) fik ikke rigtig overtaget den første halvdel af halvlegen., Især var Michael Pedersens flade spinnere guld værd. 1 for 12 på 4 overe er et utroligt resultat i en 20/20. Bashir Shahs 1/22, ligeledes på 4 overe, holdt også modstanderne i tømme, Først da Hemp fik fat i Bobby Chawla med 4 firere i en over, kom der gang i det.

Men et mirakuløst indstik lige i gærdet fra omkring 30 meter fra Shezad Ahmed tog livet af Hamp og overen efter blev den anden halvdel af makkerparret, der havde akkumuleret mere end at dominere, grebet ud.

 

De følgende bermudanere havde ikke meget held med sig og da Sair Anjum med 2 gærde i sidste over sørgede for, at der ikke blev lagt meget på, stod danskerne med en opnåelig total. 116 lød kravet.

Rodet åbningsbowling gav danskerne 12 points i første over og derefter var det et drømmescenarie for Frederik Klokker, der ikke behøvede at tage chancer. Han kunne nøjes med at malke enerne og straffe de løse, som der kom mindst en af pr. over. Han mistede på vejen Aftab Ahmed og straks efter Michael Pedersen, men Rizwan Mahmood støttede ham til det sidste – ja endnu længere, idet Klokker – lige efter at være behørigt hyldet for sine 50 – led samme skæbne som hans mere berømte modpart Dave Hemp – løbet ud med at indstik langt ude fra.

 

Kravet var stadig de omkring sidste 4 overe 5 pr. over, men efter en usikker lille periode fra Rizwan, tog han skeen på nakken med et par seksere og kun et par forsigtige enere skulle der til for at bringe Danmark mellem de 8 ubesejrede på førstedagen.

 

Danskerne – og ikke mindst Hamid Shah – fik en slem forskrækkelse, da holdet i en tabt opvarmningskamp i søndags var ude for et grimt og voldsomt udseende uheld. Banen var ikke god og Hamid Shah, der fieldede halvvejs ude, blev ramt i ansigtet af en bold, der pludselig sprang op i ansigtet på ham.

Han blev straks kørt på hospitalet og opereret , men har formentlig mistet mindst en tand og var fuldstændig groggy et par dage. Han har fortsat ingen erindring om kampen mod USA. Han er nu med holdet, men det ser ikke sandsynligt ud, at han kan deltage, så måske bliver reserven Zameer Khan, der er i Dubai som tilskuer, knyttet til holdet onsdag, når der skal tages en beslutning. Tænk, hvor bitter for Hamid Shah, der i den grad har set frem til og trænet op til denne begivenhed.

 

I morgen gælder det så Nepal, som Danmark aldrig har spilet mod før.

Nepaleserne er en “up and coming” nation med et så fanatisk hjemmepublikum, der møder frem i tusindvis i Nepal, at holdet ikke kan spille hjemmekampe.

 

 

 

Man of the Match ceremonien fra dagens kamp Danmark – Bermuda