Historien om cricket i Danmark

I Danmark hører man første gang om cricket i 1857, hvor den store danske digter H.C. Andersen, under et besøg hos Charles Dickens i England skrev, at han var med til at spille cricket, og at han fik et ordentlig slag over den ene finger, som blev blå og fik et hul. Omkring 1860 kom der først rigtig gang i cricketspillet i Danmark, først på Sorø Akademi derefter på Hærens Elevskole i København.

5 år senere i 1865 dannede nogle engelske jernbaneingeniører, der deltog i anlæggelsen af jernbanen i Danmark, et par cricketklubber i Randers og Odense og vist nok også i Skive på dette tidspunkt.

Den første rigtige officielle cricketkamp blev afviklet den 7. oktober 1866 på Sorø Akademi mellem et hold fra skolens elever og Den Kjøbenhavnske  Boldspil-Klub. Samme dag den 7. oktober 1866 spilledes også en kamp på Eksercerpladsen i Aalborg mellem Aalborg og Randers Cricket Club, der bestod af danske og engelske jernbaneingeniører.

Den 18. maj 1889 blev Dansk Boldspil Union stiftet, hvor cricketspillet straks kom ind under.

I 1922 sendte MCC for første gang et hold til Danmark, og kom senere i 1925 igen og spillede nogle kampe.

I 1929 blev den engelske crickettræner H.P. Chaplin engageret af J.B.U. og hans ihærdige arbejde med blandt andet ungdommen, gav resultater. I 1931 påbegyndte en juniorturnering i J.B.U, og året efter spilledes der den første drengekamp mellem K.B.U. og J.B.U.

 

Dansk cricket får sit eget forbund

I 1953 var 31 klubber repræsenteret ved et møde i Odense, hvor Dansk Cricket- Forbund blev stiftet med 19 stemmer for og 11 stemmer imod, en var blank. Det var den initiativrige og driftige KBU-formand, civilingenør Kurt Nielsen fra boldklubben Frem, der var den store forgangsmand for at få cricketsporten skilt ud fra fodbold, således at cricketsporten fik sit eget forbund under Danmarks Idræts-Forbund.

I 1954 indførte Dansk Cricket-Forbund en landsdækkende Danmarksturnering. Samme år spillede Danmark sin første landskamp mod et meget stærkt hold fra Oxford, hvor den engelske testspiller M.J.K. Smith var anfører. Året efter i 1955 spillede vi uafgjort i den første rigtige landskamp mod Holland i Haag.

Efter cricket i 1953 var ”brudt” ud af DBU og havde fået eget forbund, begyndte ungdomsarbejdet at vokse, og i slutningen af halvtredserne var der ungdomshold i regionerne i Junior, drenge, og lilleputrækkerne.

Instruktionsarbejdet i forbundet begyndte så småt i midten af 60êrne. Næsten hvert år havde dansk cricket en engelsk instruktør i sommerferien, hvor han arbejdede både i forbund og klubber.

Pokalturneringen blev indført i 1964, hvor B.1909 vandt finalen over Horsens.

Indendørs cricket, som blev indført i dansk cricket i 1970 gjorde simpelthen Danmark til foregangsland på indecrickets område på verdensplan. Det var legendariske Thomas Provis fra AB, der stod for dette fornemme initiativ, som for dansk crickets vedkommende skulle vise sig at være bæredygtigt de næste 40 år. Især på ungdomssiden har dette spil været populært, hvor der samtidig har været store muligheder for rekruttering af nye spillere.  

 

Det internationale arbejde

På den internationale front spillede landsholdet i 60erne og 70erne hvert år en landskamp mod Holland. Ligeledes havde vi næsten årligt et ungdomslandshold i England

I 1983 vandt det danske U.19.landsholdEM i Holland, ved at besejre værterne i en dramatisk finale.

I 1989 besøgte de australske verdensmestre Danmark og spillede to landskampe henholdsvis i Brøndby og Slagelse. Begge kampe blev vundet af verdensmestrene under stor mediebevågenhed, Det danske landshold ydede Australien god modstand, hvor de to kampe samlet blev overværet af 3000 tilskuere.

Da ICC i slutningen af 70èrne indførte World Cup-kvalifikations turneringer, har Danmark, på nær en enkelt gang, deltaget i disse turneringer. Udviklingen i ICC-strukturen, hvor der kom flere og flere nationer til, nødvendiggjorde, at man inddelte turneringerne i divisioner.

I 1980 indføres der kvindecricket i Danmark, og vores damer deltog ved World Cup i England i 1993 og i Indien i 1997.

I 2011 lykkedes det det danske A-landshold at vinde ICC European-Div.1 Championship, og holdet kvalificerede sig dermed til VM-kvalifikationsturneringen for Twenty20 i Dubai.

Inden for de sidste 25 år har vi fostret flere danske spillere, der har været i stand til at gøre sig i engelsk cricket i både længere og kortere perioder. Ole Mortensen er det største navn. Han spillede 10 sæsoner i den engelske County-turnering for Derbyshire. Men også spillere som Søren Henriksen Lancashire, Søren Vestergaard, Warwickshire, Amjad Khan Kent og Sussex, og Thomas Hansen Hampshire, alle som bowlere, og sidst Frederik Klokker, der spillede for Derbyshire og har scoret Century i Countyturneringen.

Forbundet har haft 9 landstrænere – Henrik Mortensen (3 år), Jørgen Jønsson (4 år), Ross Mclellan (1 år), Stephen Atkins (3 år), Ole Mortensen (7år), Peter Palle Klokker (7 år), Søren Henriksen (1 år), Simon Talbot (1 år), Bret Mulder (2011- 1 år).

I året 2012 spiller det danske landshold i ICCs division 4. På den sidst udarbejdede internationale rangliste ligger Danmark på en pæn 15.plads ud af de 95 Associate og Affiliate-medlemmer.

 

Medlemstal og historik fra den hjemlige front

De sidste 15-20 år har medlemstallet, som har ligget mellem 2200-2600 gennem årene, ændret sig til at være domineret af medlemmer af anden etnisk baggrund. Dansk Cricket- Forbund har derfor ændret strategi og struktur, og de sidste 10 år arbejdet meget ihærdigt med integrationsarbejdet i klubber og forbund.

I 1954, DCFs første år som selvstændigt forbund, havde man 1972 medlemmer i 42 klubber. I året 2011 var medlemstallet 2300 fordelt i 36 klubber.

Det årlige senior danmarksmesterskab, som er blevet afviklet 58 gange i DCFs historie, er blevet stærkt domineret af de to klubber Svanholm (24 mesterskaber) og Aalborg Boldspilklub (16 mesterskaber), som til sammen har vundet 40 mesterskaber.

Dansk Cricket-Forbund har i sine 59 års periode slidt på sammenlagt 8 formænd ( Kurt Nielsen 17 år), Leo Clasen var kun formand i nogle få måneder inden sin død i 1968, Erling Froulund (10 år), Ove Dalsgaard (3 år), Lars Kruse (3 år), Jørgen Holmen (10 år), Claus B.S. Hansen (10 år), Thomas Kentorp (2006- ).