Cricket og regn er et lige så dårligt ”match” som ”Enhedslisten” og ”Konservative”

U.19.landsholdet er i denne uge i England uden foreløbig at have kastet en bold

 

Prøv at se nedenstående trøstesløse billede, som er sendt af den engelske coach Graham Kinchington. Regn, regn og atter regn – det er ikke spor bedre i England end herhjemme, snare tværtimod. Håber at de unge spillere når at komme i kamp. Som gammel træner kommer man uvægerligt til at tænke på de mange DCF-ture til Skotland, hvor regnen næsten altid ødelagde de planerede kampe.

Selv om den danske vejrudsigt ikke lover nogen sommer, den næste uges tid, må vi håbe, at bygerne bliver færre og færre.

DCF står over for en del internationale arrangementer i de kommende par uger, så der er bare at krydse fingre for, at det meget dårlige mix. – cricket og regnvejr, som de fleste politikkere, hvis de kendte til vores herlige spil, ville sammenligne med et sammenstød mellem Enhedslisten og Konservative.

Den 15-16.juli spiller de danske udvalgte elitespillere – 10 akademispillere og 7 fra landsholdstruppen- mod Tyskland nede på Henry Buhls fornemme cricketstadion i Husum.

Der spilles 50 overskampe søndag kl. 11.00 og Mandag kl. 10.00, hvor trænerne Bret Mulder og Morten Hedegaard får lejlighed til at teste de unge spillere.

Fredag den 20 og lørdag den 21. juli spiller det danske U.17.landshold på Svanholm Park mod Sverige som opvarmning til ICC-turneringen, som afholdes på Svanholm Park med DCF som arrangør i dagene 23.-26.juli, hvor deltagerne foruden Danmark er Italien og Isle og Man.

Det danske A.landshold spiller to iagttagelseskampe på Guernsey den 22. og 23.juli, inden det endelige landshold til Malaysia bliver udtaget.

Dette ret fyldige internationale program skulle meget gerne undgå den typiske danske sommer, hvor tomater, kartofler og ikke mindst de danske cricketbaner nu har fået vand nok.

 

Jørgen Jønsson