Skanderborg så tæt på

 

Jo længere ned overne sættes, jo mere spændende bliver kampene som oftest. Set i det lys kunne man jo opnå den højeste spænding ved f.eks. kun at spille 2 x 5 overe.

Spøg til side. Svanholm-Skanderborg sat ned til 2 x 35 overe p.g.a. formiddagsregn blev et snævert race mellem to gode hold. Svanholm med sin større bredde skulle gøre en række basiselementer mere begynderagtigt end Skanderborg for at tabe en sådan kamp – og det lykkedes til en vis grad. Hjemmeholdet hjalp jyderne på vej til en score på 175/7 med somme tider overgearet, andre tider rodet markspil og halvkort kastning og drop af Rizwan Mahmood tidligt, men i den lange ende, da det virkede som Skanderborg var dybt inde i matchen, kunne Svanholm køre hjem på bredden, når nu toppen ikke var i stand til det.

Skanderborgs Andy Lambert viste, at der stadig er en kvalitetsspiller i ham. I begyndelsen virkede han ude af form og havde svært ved at få bolden nogen steder hen. Mod slutningen kom han bemærkelsesværdigt hurtigt i position til sine favoritstød på bageste fod og holdt sammen på en skanderborghalvleg med 59 på 81 bolde. Rizwan Mahmood glædede ”lodret bat kenderne” med eminente drives og producerede 47 på 57, da han først var kommet over et ”liv” serveret i hænderne på Zishan Shah.

 

Andy Lambert i et sekserforsøg, men……

 

 

 

 

 

gribes ud på grænsen af Zameer Khan, mens Saad Ahmed står på tæer

Lambert gik i stykker, da han fik en bold på låret og måtte have en løber ind, så han er tvivlsom til Skanderborgs kamp mod KB søndag

175 er mange på 35 overe på en stor bane, der ikke var så hurtig som normalt, da den var våd efter natte- og formiddagsregnen. Men ingen af holdene havde kastere, der kunne dominere. Maiden overs var der tre af i hele matchen

Svanholms åbner Zishan Shah med 54 på 60 bolde startede som han skulle nå et tog, da Skanderborg kastede kort til ham.

Zishan Shah

 

1/84 blev til 7/142, da Svanholms midterakse som sædvenligt brød sammen. På det tidspunkt var Svanholm bagud i scoringstempo, men en Taha Ahmed med overblik, skiftende makkere og en masse hurtige skanderborg- frustrerende enere bragte Svanholm i hus for tabet af 8 gærder små 3 overe før de 35. 28 til Saad Ahmed – forfremmet til treer og 27 til den anden åbner Zameer Khan. Jesper Hansen viste, hvor langt man kan komme med en fornuftig længde (4/42).

Når denne hjemmeside nu har skrevet om diverse usportslige ting skal vi da have med, at Svanholms anfører Bobby Chawla trak en løbet ud appel tilbage efter at en af dommerne havde givet en gærdespiller løbet ud.

Gærdet blev brudt og begge overliggere røg ned under det første indstik, hvor gærdespilleren var inde. Da gærdespilleren i anden omgang var langt ude slog svanholm-markspilleren ikke en gærdespind op ad jorden, men nøjedes med at smide bolden ind i gærdet. Dommeren gav ham ud, men begav sig til konference med sin dommerkollega, da Skanderborg protesterede. I mellemtiden trak Chawla sin appel tilbage – det kan man vistnok ikke (det diskuteres meget i lærde kredse) – men dommeren kan ændre sin kendelse, når han bliver klar over, at den er gal – og det gjorde han.