accEfter mere end 20 års fravær

 

Et af dansk crickets største ”problembørn” Aarhus CC er tilbage i det bedre selskab – et sted, som den eneste klub i Danmarks næststørste by med universitet, tilflyttere fra mange cricketnationer – og altså alle muligheder, også de nemme – burde have været i mange år ledsaget af et seriøst ungdomsarbejde.

Aarhus tabte kvalifikationskampen til Esbjerg II i sæsonen 2012 og kunne således ikke rykke op. Esbjerg har imidlertid nu trukket deres 2. hold fra 1. division. Man har lov til at gætte på lidt spillerafgang på 1. holdet har haft en afgørende betydning for Esbjergs beslutning. Bl.a. er Peer Jensen opereret og formodes ikke klar/lægge op, ligesom der gættes på, at Martin Pedersen tager hjem til hjemklubben nyoprykkede Kolding. Endelig har Claus Hansen meddelt, at han ”går på pension”. Så har Aarhus fået tilbudt pladsen og har ifølge turneringslederen med ”entusiasme og glæde” taget imod tilbuddet.

Det er uforståeligt at cricket i Aarhus i de sidste mange år ikke har kunnet etablere sig højere end i de laveste jyske rækker, hvor man har deltaget med to seniorhold og uden ungdom, der døde med Jørgen Morild. Uden overhovedet at kende til intensiteten og seriøsiteten i det der foregår, må man konstatere, at hver gang klubben har skabt en god spiller er han endt i Skanderborg. Ligeledes vælger de spillere, der vil noget med deres cricket, nærliggende Skanderborg, når de flytter til byen.

Så stort set har klubben opholdt sig i de laveste jyske rækker i de sidste mange år.

Efter at have været fast inventer i den bedste række fra DCF`s stiftelse i 1954 og indtil den første nedrykning i 1961, blev det en blandet tilværelse – ud og ind af den bedste rækken med halvgode placeringer indimellem til 1989, hvor det var endeligt slut i den bedste række. I den næstbedste række sluttede det i 1991. Aarhus bedste placering nogensinde var to 2. pladser i 1960 og 1961.

I sin velkomst på hjemmesiden citerer man nogle gamle ord skrevet i et af DCF`s jubilæumsskrifter:

“Det har altid været et karakteristisk træk, at spillerne fra Aarhus Cricket Club har været mere interesseret i at spille en god og hyggelig kamp end i at vinde for en hver pris. En indstilling som i en årrække har gjort Aarhus Cricket Club til en farlig modstander for ethvert hold”.

Til det kan undertegnede, der vistnok er forfatteren, tilføje, at Aarhus i mange år især har været farlig for familiehyggen, fordi klubben har været kendt for et godt sammenhold, der nok har krævet tålmodighed af koner og kærester.

Men nu dages det brødre. Nu skal der ske noget i ”Smilets by”.

Ser man på billederne på Aarhus hjemmeside og hører man på udsagnene fra gæstende spillere er der i hvert fald et område, nemlig faciliteterne , der skal arbejdes på. Græsset ser uplejet og højt ud, pitchen ser ud som for mindst 50 år siden og klubhuset ser hyggeligt ud, men lever næppe op til, hvad man kan forvente af en 1. divsionsklub i 2013.

Skanderborgs Rizwan Mahmood giver en hånd med i træningen og vi håber alle på, at Aarhus igen kan blive et kraftcenter.

Så velkommen tilbage Aarhus. Vi håber på at oprykningen kan blive en inspiration til at blive den klub, der kan repræsentere Danmarks næststørste by værdigt på alle niveauer, men gerne med bevarelse af den gode stemning, der altid har omgivet klubben.

SN

 

 

theteam

Billede fra Aarhus hjemmeside af klubbens spillerecricket-5_web

 

To profiler i Aarhus.. John Lambert – far til landsholdsspiller Andy Lambert, der tilbragte sin cricketungdom i Aarhus – og Jørgen Morild (th), der i et langt liv først som spiller og så som leder var manden bag Aarhus.

 

Sådan har de det i Aarhus, men det har kostet på resultaterne. Konkurrencementalitet og hygge har det med at modarbejde hinanden