Per Sørensen er død. (Skrevet af Henning Lystrup fra KB)

Per Sørensen, der i 70?erne og 80?erne var en skelsættende cricketspiller i KB, er død efter længere tids alvorlig sygdom 69 år gammel.

Per var født og opvokset i Århus og lærte her i sine drengeår at spille den form for cricket, der var typisk for de østjyske cricketbyer.
Der var indbygget alvor og konsekvens i spiludøvelsen. Per kom til København efter sin uddannelse til ingeniør og valgte som så mange andre tilrejsende cricketudøvere at fortsætte spillet i KB.

Efter kort tid i klubben stod han som holdets centrale gærdespiller. Det var oftest sådan, at når det gik godt for Per ved gærdet, gik det godt for hele holdet.
Pers grundlæggende benarbejde var så rapt og så kontrolleret, at han bragte sig i perfekt udgangsstilling til langt de fleste bolde, også dem der pitchede med perfekt længde, og han straffede med stor konsekvens selv bowlere, der var vant til at holde scoringen nede på et relativt lavt plan.
Ikke mindst denne kvalitet gjorde det naturligt, at Per i 1973 debuterede på det danske landshold.
Per mistede naturligvis ind imellem sit gærde, men han betragtede dette som en integreret del af gærdespillets inderste væsen, og tabet af gærdet, pindestritteren eller fantomgrebet i fjendens mark, var for ham en naturlig del af spillet. Denne indstilling til spillet ved gærdet var med til at gøre Per til holdets omdrejningsakse på gærdesiden.

Per var fjerde gærde. Det var ham der satte gang i scoringen, og det var ham, der holdt den på et højt plan så længe han var til stede derinde.
Hans høje scoringsfrekvens betød, at ingen af de senere aktører nødvendigvis skulle forcere scoringen og åbne for unødvendige fejl. Så længe Per var inde var fornuften også tilstede derinde.

Per Sørensen var også en kapacitet som markspiller og kaster. Han var en udmærket åbningsbowler med fart og præcision og swing på bolden og som markspiller hurtig og præcis i sine indstik.

Per spillede 175 kampe på KB´s førstehold og nåede at score i alt 3577 points og tage 141 gærder.
Da Per Sørensen lagde cricketbattet på hylden sidst i firserne, beholdt han alligevel et slagtøj i hænderne, idet han kastede sig over golf og efter sigende var han som golfspiller ikke mindre koncentreret og indsigtsfuld, end han var som gærdespiller. Pers forwarddrive vil ikke forsvinde ud af vor erindring så længe vi er her.

Heller ikke hans cut!

Æret være Per Sørensens minde.