UNGDOMS DM – KB og Svanholm løb med DM`erne

Der blev guld til KB hos juniorerne og til Svanholm hos lilleputterne ved årets slutstævne for ungdom, der afvikledes på Solvangsparken og Svanholm Park i det dejligste efterårsvejr.

Juniorfinalen hed Svanholm-KB og den vandt KB med 24 points i et opgør, hvor KB`s tilskuere efter den første halvdel af Svanholms halvleg kunne begynde at gnide sig i hænderne med udsigt til en opmuntring, der var så hårdt tiltrængt efter seniorholdenes nedrykning.


KB’s Nafeez Thusita kaster Svanholms Nalin Shah

Svanholm vandt lodtrækningen og gik ud i en smaskvåd mark. Begrundelsen var, at græsset ville standse KB`s slag – javel.
KB samlede 150 sammen og det hele blev centreret om Ali Ahmed, der har et temperament, der skaber gærdespillere. Han lader sig ikke rokke uanset hvad der sker omkring ham. Lidt langsom måske, men ved denne lejlighed guld værd. Han holdt sammen på KB`s halvleg med 62 ud af de 150. Han åbnede og gik som sidste mand. Mest bistand fik han af Waqar Akhtar (31). KB havde ikke særligt besvær med Svanholms spinnere i modsætning til hvad tilfældet senere var for modstanderen, så det blev mediumkasteren Wajjid Hussain der blev bedst (3/19).
Svanholm var vel med i første halvdel, men spinnerne Imran Anwar (3/17 på 8) og Suleman Arshad (0/17 på 8) satte en stopper for modstanderne, der ganske simpelt ikke evnede at score mod de to med den fornødne hastighed. Så Svanholm blev mere og mere presset og endte med 126


Panik i juniorfinalen. KB-spillernes temperemant er gået over gevind og dommerne Porter og Hafeez dæmper ned

Stor jubel hos KB over at snuppe den pokal, som Svanholm fik sat sig på sidste år. De to hold er blevet arvefjender med årene og spiller nogle drabelige indbyrdes kampe, mens de er gode venner udenfor banen. Det er måske derfor, de er helt oppe at køre, når de går indenfor kridtcirklen Vi kunne ikke lide at se at temperamentet løb over gevind og begge hold sledgede hinanden alt, alt for meget, uden at det ene hold vist har noget at lade det andet høre
Man kan sagtens hos de to hold pege på spillere med udviklingspotentiale, men her nøjes vi med KB`s Ali Ahmed. KB fik “kontant” udbytte af sit interessant projekt med et cricketakademi og har med dette tiltag fået et stort potentiale at bygge på fremover.


Guldvinderne fra KB med Ole Mortensen og Niels Bindslev


Sølvvinderne fra Svanholm

Herning var bedre end Esbjerg i kampen om broncen, ikke mindst takket være Milad Nawabi (85 ud af 211/7). Esbjergs 138 blev mest scoret af den flittige Mr. Extra, der leverede 58 ud af 238.

Lilleput Finaledag et antiklimaks

Lilleputfinaledagen blev lidt af et antiklimaks. Ishøj og Svanholm havde som ventet spillet sig i finalen, men den var næsten ovre, førend den var begyndt, da Svanholms Kizhar Javed fjernede Ishøjs top-tre. I de indledende lilleputrækker har lederne (dommerne) en stiltiende overenskomst om ikke at dømme ben for, men det gælder selvfølgelig ikke i finalestævnet. At det ikke behøver at være en fordel for en gærdespiller at være sikret mod ben for fik man syn for her. Man kan tillægge sig nogle uvaner, som koster dyrt, når der står en dommer og løfter fingeren. Sådan gik det her for Ishøjs “stjerner”. Ishøj lavede kun 40 og her var de 28 ekstra. De kom fordi den aldeles meget lille Zakria Javed ikke lod sig ryste. Kaste ham ud kunne ingen, så han stod der bare og lod Svanholm kaste udenom
Ishøjs Basit Javed har kasteevnerne til at gøre det samme ved Svanholm, som Khizar Javed gjorde ved Ishøj, men fik intet udbytte og Svanholms 43 blev scoret på 9 overe for et gærde.


Ishøjs Sulemand Ahmed kastet ud af Svanholms Matti Malik i lilleputfinalen

Svanholm har vundet lp.-DM fem år i træk. Det skyldes det rekrutteringsarbejde, der gøres og den bredde, det skaber. Svanholm kan derfor stille hold, der fysisk næsten allesammen ligner lilleputter. Det gjaldt ikke for de øvrige tre finaledeltagere, der alle havde mange ikke særlig gamle spillere med og skulle bære oppes af få. Men derfor var det alligevel godt at se, at Esbjerg på ikke ret lang tid har fået en ungdomsafdeling op og stå igen. Klubben har stolte traditioner her og al “genbegyndelse” er svær, men det må alligevel være tilfredsstillende at være så udmærket repræsenteret ved slutkampene.

Esbjergs 29 var dog ikke noget, der kunne ryste Skanderborg i matchen om 3. pladsen

Sådan kan man jo også stille op til holdbillede. Svanholms lilleputdanmarksmestre: Stående bagest fra venstre: Sikander Yousaf, Sonnich Thacker, Khizar javed, Daniel Rathore, Said Alam, Mads Henriksen, Toke Larsen. Liggende: Saif Yaqoob, Matti Malik

Resultaterne:

Juniorrækken

Finale: KB over Svanholm med 24 points. KB 150 (Ali Ahmed 62, Waqar Akhtar 31, Wajjid Hussein 3/19). Svanholm 126 (Taha Ahmed 25, Imran Anwar 3/17, Harris Anwar 3/34)
Broncekamp: Herning over Esbjerg med 73 points. Herrning 211/7 (Milad Nawabi 85, Niclas Damgård Hald 28, Morten Lund 2/24). Esbjerg 138 Claus Riis 38, Ihjas Saumy 4/40)

Indledende kampe lørdag:
Svanholm over Herning med 124 points. Svanholm 198/5 Hassan Rashid 49, Zameer Khan 30, Hameed Shah 30, Milad Nawabi 2/25) . Herning 74 Taha Ahmed 4/3, Nalin Thusita 2/8)

KB over Esbjerg med 7 gærder. Esbjerg 46(Harris Anwar 3/7). KB 47/3

Lilleputrækken.

Finale Svanholm over Ishøj med gærder. Ishøj 40 (Mati Malik 3/7, Khizar Javed 3/19). Svanholm 41/1

Broncekamp Skanderborg over Esbjerg med 6 gærder. Esbjerg 29 (Ageel Amjad 4/4). Skanderborg 30/1

Indledende kampe lørdag:
Svanholm over Esbjerg med 144 points. Svanholm 181/5 (Mati Malik 72, Sonnich Tahcer 34, Salim Mondoza 4/15). Esbjerg 47 (Daniel Gerlevsen 23, Mati Malik 2/5, Khizar Javed 2/6).
Ishøj over Skanderborg med 80 points. Ishøj 143/7 (Hassan Mahmoood 40, Basit Javed 33). Skanderborg 63

KLOKKER SLUTTEDE FORNEMT AF I VERDENS STÆRKESTE CRICKETTURNERING

Det var en vel tilfreds Frederik Klokker der meget fornemt sluttede sin engelske sæson af på Derbyshires Countyhold i den sidste kamp mod Northamptonshire .
Det var en 4-dageskamp, den sidste i sæsonen, som blev afviklet på Derbys hjemmebane hvor mange tilskuere i 4 dage har set et meget ungt Derbyhold styre kampen mod det ellers så stærke Northampton-mandskab.

Det var en stor udfordring for den unge dansker, som i foråret spillede med i Derbys første kamp mod Cambridge University, men som i denne 4-dageskamp mod Northamptonshire for første gang gjorde sin entre for sin nye klub i en kamp i verdens bedste og hårdeste turnering County Championship-ligaen.
Frederik gjorde en rigtig god figur på førstedagen. Han kom som gærdespiller ind, da der var 4 gærder nede for 92 points, og det lykkedes ham at “overleve” sammen med DJ Redfern i en gærdestand på 40. Frederik scorede 23 points, og blev grebet ud af keeperen på den tidligere sydafrikanske kastestjerne Klusener. Derbyshire scorede ialt 382 for alle gærder, hvorefter de tog alle Northamptonshires gærder for 235.
I 2 innings gjorde Frederik det endnu bedre, og igen var det en gærdestand med DJ. Redfern, på over 90, der satte skub i Derbys gærdespil. Frederik blev i den sidste over i Derbys halvleg igen grebet ud af keeperen O`Brien efter at have scoret 48 points. Kampen endte i øvrigt uafgjort, hvor man nok må sige at det blev noget af et gennembrud for den 24 årige fynbo, som helt sikkert må have sendt nogle positive signaler til Derbys nye træner John Morris.

Denne præstation af Frederik Klokker, rangerer fuldt ud på højde med de resultater Ole Mortensen udførte i sin professionelle tid i Derbyshire. Frederik arbejder meget ihærdigt på at få en fast plads på Derbys countyhold , men i disse nye tider er det meget svært, hvis man ikke har engelsk pas, fordi klubben bliver opkrevet ca. en kvart million kroner, af det engelske forbund for en sæson, hvis man anvender mere end en spiller, der ikke har engelsk pas. Det siger sig selv, at Frederik, der i foråret scorede et century (100 points ) i sin første kamp for klubben, og nu i hans første optræden i countyturneringen scorede henholdsvis 23 og 48 points, ville være et oplagt bud på en fast plads i Derby, hvis han fra næste sæson får erhvervet sig et engelsk pas, nøjagtig som vores anden danske proffspiller i engelsk cricket Amjad Khan, der spiller for Kent CC. Han har nu i de 4 innings, han har spillet i den engelske 1-klassesturnering scoret 214 points med et så fornemt gennemsnit som 71,0.

Tænk hvis man brugte de samme stramme regler i fx. dansk dame-håndbold, hvilken betydning det ville gøre rent økonomisk, og samtidig give mere spilletid til de danske talenter.
Regler for at erhverve sig et engelsk pas foreskriver , at man skal have opholdt sig i England de sidste 6 år i minimum 200 dage om året, og det nærmer Frederik Klokker sig, da han allerede som 18 årig spillede i den berømte engelske klub MCC ( Marylebone Cricket Club ), som har ca. 20.000 medlemmer ) de første 4 år i sin udenlandske karriere.

Den næste store opgave for Frederik Klokker og det danske landshold, er testturen til Kenya den 12. oktober , hvor det danske landshold skal spille 5 kampe mod bla. det kenyanske landshold og et par andre afrikanske lande, inden det går løs med VM-kval.kampe i Namibia i november måned.

Jørgen Jønsson

BREDDEPOKALFINALE

Frem vandt lodtrækning og gik til gærdet.

Frem – Herning II (0-2). Herning vandt med 5 gærde. Frem 138/8 (Suraj Patric 28, Manjula Vidanagama, Sudath Perris 20. Athavan Mahendrarajah 4/21, Michael Termannsen 2/21, Mayuran Mahendrarajah 23). Herning II 139 /5 (Senthuran Sinnathurai 26, Raizul Saumy 25, Sudath Perris 2/20)

NØDVENDIGT MED NYTÆNKNING I DANSK UNGDOMS CRICKET

Hvis cricket skal overleve i Danmark, bliver der i fremtiden brug for nytænkning på flere punkter.
Danmarks Idræts – Forbund er igang med at rasle med sablen med hensyn til at få stoppet det noget dramatiske fald der er sket i idrætsforeningerne blandt de 13 – 18-årige.

DIF truer faktisk de 58 specialforbund med at ændre fordelingsnøglen således, at man fremover
vil præmiere forbund, der vil gå nye veje mht. at lave projekter ændringer og andre tiltag, der på sigtvil være med til at genvinde den fortabte gruppe i alderen 13-18 år, som ifølge de nye opgørelser har haft en nedgang på ca. 10.000 udøvere i alderen 13-18 år, selv om denne befolkningsgruppe er stigende. DIFs formand Niels Nygaard mener i følge Jyllandsposten, at der vil blive tale om en form for adfærdsregulering, hvor der kan blive tale om pisk eller gulerod i form af mere støtte til de aktive og mindre til de inaktive forbund.

Både ældre og unge idrætsledere må realistisk se i øjnene, at tiden nu er inde til nytækning, og at der ikke er tid og råd til at konstatere, at dette og hint har vi prøvet før og det hjælper ikke. Hvad er alternativet, hvis vi ikke prøver at gøre noget ? Så vil dansk cricket gå en stille og rolig død i møde på længere sigt.

Sidste medlemsopgørelse fra DIF viser en DCF-tilbagegang på ca. 5 %, men hvad værre er, i aldersgruppen13-18 år er vi faldet med 9 %.

Hvad kan vi så gøre for at stoppe denne lidt sørgelige spiral – det er ikke kun cricket der lider i disse år – mange andre forbund har samme problem .

Nogle har været inde på, at når faldet hos de unge åbenbart fortsætter, så skyldes det måske, at der er for mange 2.generationsspillere i DCF. Til det er der at konstatere, hvis vi ikke var blevet beriget med disse spillere, så havde det set meget skidt ud.
En garvet idrætsleder sagde forleden ” se på udviklingen i Jylland, hvor ungdoms cricket også har problemer her er man da ikke “overrendt” med andengenerationsspillere, og alligevel er det kun i enkelte klubber, hvor der rigtig er gang i ungdommen “.

En ting man godt kan begræde lidt, er den generelle manglende opbakning fra de voksne etniske spillere, når det drejer sig om ungdomstræner – og lederjob i klubber og forbund. Det er fatalt, at ud af de ca. 60-70 % etniske medlemmer, der udgør det samlede medlemstal i DCF, er det kun fåtal , der involverer sig i træner/ledergerningen i DCF. Vi trænger til nogle flere typer som Asmat Ullah og Umair Butt, som kunne være med til at opbygge dansk cricket fremover.

Jeg mener vi først og fremmest bliver nødt til at kigge på vores turnerings struktur, hvor jeg godt er klar over at det bliver meget svært at ændre i ungdomsrækkerne. I dansk idræt taler man generelt om, at de unge ønsker en lidt mere fleksibel måde at dyrke idræt på – ikke spille i weekenderne, og ikke i for lang tid – vi har jo allerede skåret ned i spilletid i de helt unge rækker, men også hos de noget ældre ungdomsspillere, skal vi måske til at spille turneringen som “Twenty-Twenty”, og i farvet tøj og med hvid bold ( Jeg troede aldrig, at dette ville komme ud af min mund , men hvis det er det, der skal til. Jeg ved udmærket godt, at sådanne ændringer ikke gør det alene, men det ville være et forsøg værd.

Og hvis det ville være med til at give et løft, kunne det være spændende at prøve.
Det ideelle ville fremover være, hvis man også i Jylland, i mange tilfælde, kunne spille ungdomskampe på hverdage,i det omfang tiden og geografien tillader det .

Hvis vi valgte at korte alle ungdomskampe ned i stil med “Twenty-Twenty” – her tænkes især på drenge-junior, kunne man jo lave nogle flere længere kampe for ungdomseliten på udvalgt plan, og derved forbedre standarden, hos de etablerede spillere, I andre idrætsgrene har forældre ikke problemer med at købe dyrt udstyr ( spilletrøjer, andet udstyr ), så dette kunne vel også lade sig gøre i dansk cricket, hvor det måske ville være mere attraktivt at spille i farvet tøj hos de unge.

I forvejen synes jeg man gør meget for de helt unge (7-11 årige ), men vi bliver nødt til at komme bredere ud, ikke mindst med at udklække de rigtige “ildsjæle” på lederplan, som er den svære del af gamet.
Hvis vi ikke prøver at iværksætte nye ideer /projekter , som vil sende et godt signal til DIF, vil vi fremover blive henført til kategorien inaktive, hvilket vil give os pisk og ringere økonomi i det fremtidige ungdomsarbejde.

Iøvrigt forstår jeg ikke, når man nu har indført farvet tøj i elitedivisionen, at man ikke hurtigst muligt får indført den hvide bold, så vil al den snak om de mørke farver på spilledragten forstumme ( New Zealand spiller bla. i sort ), og vi vil
samtidig følge den internationale linje.

Jørgen Jønsson

©2017 Dansk Cricket-Forbund