REFERAT AF REPRÆSENTANTSKABSMØDE

Repræsentantskabsmøde 2007

Årets repræsentantskabsmøde blev holdt på Svanholms fremragende anlæg men som billedet viser var nok flere udenfor end indenfor. Trods DCF’s alvorlige situation var fremmødet til dagens møde kritisabelt med kun 2 af Jyllands klubber repræsenteret.

DCF’s ærespræsident Jørgen Holmen blev valgt til dirigent.

Afgående formand CBS Hansen fremlagde bestyrelsens beretning, der koncentrerede sig omkring den historiske del og hvordan forbundets formue er forsvundet på bare et år. Næstformanden fortsatte med at skitsere hvordan forbundet vil køre inden den nærmeste fremtid med en stram økonomistyring og fremlagde et budget, der betyder nedskæringer på adskillige områder. Budgettet er stadig under udarbejdelse idet man mangler at finde 80 tkr for at få den i balance. Forbundet vil deltage i ICC’s Business Program der giver mulighed for at indarbejde elementer fra 2010 strategiplanen.

Bestyrelsens beretning blev debatteret af forsamlingen men beretningen blev godkendt trods kritiske røster. Årets pokaler blev hermed uddelt af formanden. Glostrup fik tildelt årets Fair Play pokal mens FIB ungdomslederpris gik til Mikkel Grøn fra AB.

Regnskabet blev gennemgået af DCFs ansat Ole Roland da bestyrelsen har været uden en økonomiansvarlig. De dystre tal blev accepteret af forsamlingen og det blev understreget at der ikke var begået nogen ulovligheder.

Derefter blev de fremlagt forslag behandlet af forsamlingen. Bestemmelsen om udlån af udenlandske trænere blev vedtaget. Turneringsreglementet vil blive revideret, idet der var et flertal imod det forslåede pointssystem ved langsom afvikling af overs. Ligeledes var der ikke et flertal for begrænsning af ungdomskasters antal overs. Af de tre modeller for pokalturneringen var der mest stemning for en kombinationsmodel hvorved den nuværende pokalturnering bibeholdes men af vikles som en Cup turnering og der laves en ny 20/20 turnering.

Da CBS Hansen har meddelt han ikke ville fortsætte som formand skulle der vælges en ny. Der var ingen modkandidater til Thomas Kentorp som blev valgt. Hans plads som næstformand blev overtaget af Ole Mortensen mens Søren Henriksen blev nyvalgt. Umair Butt overtog pladsen som økonomiansvarlig og det betød at bestyrelsen mangler en person. Alle øvrige valg var genvalg.

Under eventuelt blev dommerhonorar og en evt udligningsorden berørt foruden breddepokalen og manglende indberetning af resultater fra hjemmeholdet.

Det sidste punkt under eventuelt var afskeden med CBS Hansen. Det blev en følelsesmæssig begivenhed idet CBS var ikke i stand til at gennemføre sin afskedstale men Thomas kentorp holdt en fornem tale på bestyrelsens vegne og overrakte CBS en afskedsgave og udnævnte ham til æresmedlem af DCF.

Herefter afsluttedes repræsentantskabsmødet på behørigt vis.

ALLE BILLEDER FRA MØDET

REFERAT MØDET

©2017 Dansk Cricket-Forbund