Nedtur for KB mod Esbjerg, sejr til Svanholm over Ishøj, aflysning i Herning

DSC_0430

Fra Svanholm-Ishøj. Mads Henriksen (3/36) til Z. Elahi(16)

Det er ikke første gang i crickethistorien, at en gærdespiller har lavet century – i dette tilfælde 126 – den ene dag for så at gå for nul den næste dag. Så historisk var det ikke, hvad der overgik KBs Zishan Shah i først Kolding lørdag og derefter i Esbjerg søndag, men man tør nok sige, at det blev fatalt for KB, der tabte den anden kamp på dobbeltturen mod to hold, der vel må betragtes som den gyldne middelvare i divisionen.

Så fire dage i Jylland, der endte med stort nederlag i pokalfinalen til Skanderborg torsdag, sensationel nedtur i Kolding lørdag og så på toppen manglende gevinst i Esbjerg – det må være hård kost for KB, der i disse spalter er skreget ud som DM-favorit sammen med Skanderborg. Man kan vel også stille spørgsmål ved om holdet er i en sådan fysisk tilstand, at tre kampe på fire dage kan klares optimalt.

Esbjergs keeper C. Knight lod sig ikke bekymre over, at Esbjerg mistede sine to åbnere for ikke ret meget, da jyderne gik først til gærdet. Med 61 på 59 bolde legede han kispus med KBs kastere og lagde et godt fundament til at Kasper (65) og Jacob Rubin (42) kunne hæve.

Det endte med 227/8 til Esbjerg, der synes at have overlevet tabet af den pensionerede Peer Jensen og har fået skrabet en solid gærdeside sammen.

Gokkeplan mislykkedes

KBs halvleg startede katastrofalt med at de to hittere Zishan Shah og Hamad Khan, som man åbenbart havde tiltænkt en ”gokkerolle” i starten, hvor der er power play og få markspillere ude på grænsen. De var begge ude ved 3 og så var det op ad bakke, især da KB også mistede Zishans lillebror Hamid Shah for ingen penge. Yassir Iqbal viste sin klasse med 50 på 73 bolde. Selvom der kom tre scorer i tyverne fra de næste gærdespillere kom der intet substantielt ud af det og KB var ude for 183 på 42 overe – og en” laaaaang” hjemtur uden fællessang i bussen –hvis de altså kørte i bus.

Med to nederlag på stribe i de to foregående kampe kunne Svanholm have sat et usædvanligt negativt hattrick, hvis holdet også hjemme var gået ned mod Ishøj. Det gjorde holdet nu ikke, men det er synd at sige, at holdets gærdeside virker tillidsvækkende. Basit Javed holdt sammen på den med 40 og der kom bistand af 7. manden Mads Henriksen med 28 og tiendemanden Raja Khan med 25, så hjemmeholdet på en tung bane kunne skrabe 177 sammen. Ikke nogen umulig opgave for Ishøj, hvis toppen havde spillet så godt som i en turnering i april på Malaga, hvor Ishøj vandt og hvor A. Virk blev turneringens spiller. Her blev han grebet ud for 7, 3 mand ude for 18 og det endte med 108, hvor Svanholms afløsningspinner Hassan Rashid havde et af sine sjældne kasteresultater med 3 for 10.

Hindret markspil

Svanholms åbner Zameer Khan var vendt tilbage fra et pointsfyldt ophold i Manchester, men han blev udsat for en af de mere kontroversielle kendelser fra vores internationale dommer Niels Bagh, nemlig for hindret markspil. Bagh opfattede en lille bevægelse fra Khans hænder i en anden retning end den den efter Baghs mening burde have taget, da han var ved at stikke battet ind over slaggrænsen for at undgå at blive løbet ud og derved ramte indstikket.

DSC_0436

Fra Svanholm-Ishøj. Svanholms legspinnner Hassan Rashid fik en hattrick-mark efter at have taget to gærder på to bolde, men tricket mislykkedes

 

Hernings bane, der ligger i en mose, har det svært, når det regner flere dage i træk. Midtjylland havde været udsat for heftig regnvejr i dagene op til besøget af Glostrup. Selvom pitchen var tildækket var den efter sigende ”svampet i enderne” og uspillelig, så Glostrup måtte tage hjem med uforrettet sag. Dommerne gav Glostrup medhold i, at spillernes sikkerhed måtte kræve en aflysning under disse omstændigheder, selvom Herning ikke var enig.

ABs farvel til kokustæppet og Fazans century

Ligesom Kolding og Kerteminde får AB udskiftet sin rødgruspitch i løbet af den kommende uge med kunstgræs.

Svanholm-AB, junior-finale 9.9.12, 039

 

ABs Fazan Ahmed – century mod Husum

ABs rødgruspitch har været vanskelig at vedligeholde – fodboldspillere render ind over den og banemændene har ikke gjort meget for at holde den. Hvordan den spillede under ABs kamp mod Husum skal ikke kunne siges, men i hvert fald var den god nok til at et af dansk crickets store talenter ABs Fazan Ahmed kunne ”carry sit bat” med 101 not out på 145 bolde – altså stort set halvdelen af boldkvotaen i en 5o overes kamp. Men den gode Fazan red stort set alene, så det endte med de ganske pæne 176/6 til AB. Den score kan ikke genere Husums gærdeside for alvor og Lars Flemming Boldts stilrene 62 not out førte an, da Husum lagde sig i spidsen af rækken ved at vinde med 5 stående gærder.

SN